Centralisering af magten
Enevælden, krigene, kolonierne og kunsten er hovedelementer i forhold til at forstå udviklingen i oplysningstidens Danmark. Pludselig var der overskud til, at nye institutioner kunne skyde frem. Holberg var som forfatter, dramatiker og professor aktivt medvirkende til at bygge samfundets nye institutioner op (bl.a. teatret).
I 1660 var enevælden blevet indført i Danmark, og 1700-tallet blev dens storhedstid. Først sikrede kongen sig, at magten gik i arv i kongefamilien. Kongen skulle ikke længere forhandle med adelen om, hvem der skulle overtage kronen ved tronskifte. I 1665 blev Kongeloven i al hemmelighed vedtaget. Ifølge denne grundlov for, hvordan riget skulle styres, sad kongen næsten uindskrænket på magten i dobbeltmonarkiet. Kun tre begrænsninger var kongen underlagt. Han måtte ikke dele riget, han skulle være protestant, og han måtte ikke bryde Kongeloven.
Efter at Frederik 3. i 1660 havde sikret sig den enevældige magt, konsoliderede hans efterfølgere styreformen. Først i 1709 var kongemagten så sikkert etableret, at kredse omkring hoffet turde offentliggøre ordlyden af den lov, der gav næsten al magt til kongen. Konkret var det lederen af geheimearkivet, Frederik Rostgaard (1671-1745), der fik til opgave at udgive loven.
Udenrigspolitik, krige og kolonier
I 1600-tallet og begyndelsen af 1700-tallet udkæmpede Danmark en række blodige krige med Sverige. Da der endelig blev sluttet fred efter Store Nordiske Krig i 1720, oplevede Danmark efterfølgende den hidtil længste fredsperiode i landets historie. Danmark formåede at holde sig neutral i et ellers blodigt århundrede, hvor de øvrige europæiske nationer kæmpede om territorier, kolonier, handel og om retten til at regere. Først med Slaget på Reden i 1801 blev Danmark igen draget direkte ind i de store europæiske stridigheder.
Danmarks neutralitet fik handlen til at vokse så kraftigt, at man kalder anden halvdel af 1700-tallet for den florissante, dvs. blomstrende, handelsperiode.
Kolonierne
Allerede Christian 4. havde forsøgt at udvikle den oversøiske handel, men uden den store succes. I løbet af 1700-tallet forsøgte man ambitiøst at udbygge kolonierne og handelskompagnierne. Handelskompagnierne var handelsselskaber, som fik til opgave at udvikle den oversøiske handel, og ofte fik de monopol på handlen i udvalgte områder i en længere periode. Samtidig fik de tit til opgave at administrere kolonierne i de områder, hvor de fik monopol. Danmark erhvervede kolonierne Skt. Thomas i 1672 og i 1718 og 1733 kom hhv. Skt. Jan og Skt. Croix til. Med disse tre Vestindiske Øer blev det muligt for Danmark at deltage i den indbringende trekantshandel: Slaver fra Afrika blev sejlet over Atlanterhavet til De Vestindiske Øer, hvor de blev sat til at dyrke markerne. Sukker, bomuld og tobak blev herfra sejlet til Europa, hvor de blev forædlet. Og fra Europa blev våben og perler sejlet til Afrika for at betale for slaverne. At denne handel var betydningsfuld, kan man forvisse sig om ved at se på de imponerende pakhuse, der stadig står i København.
I forbindelse med direktørernes ønske om at tiltrække investorer til den østasiatiske handel blev Holberg overtalt til at skrive en anbefalingsskrivelse. Samtidig med at Holberg udformede sin anbefaling af projektet i slutningen af 1720’erne, arbejdede han på sin Dannemarks og Norges Beskrivelse, hvor han integrerede en beskrivelse af, hvordan den danske handel med Indien havde taget sin begyndelse under Christian 4. (læs nærmere på siden om Verden). Holberg erhvervede sig i øvrigt i 1729 en aktie på 500 rigsdaler i Ostasiatisk Kompagni, ligesom han i 1730 fik en aktie i Vestindisk-guineisk Kompagni. Begge aktier afhændede han dog efter et år, og derefter engagerede han sig ikke mere i handelskompagnierne