På denne side får du en grundlæggende introduktion til oplysningstiden og Holbergs placering i forhold til tiden. Du bliver introduceret til en række af tidens centrale begreber. En skriveøvelse lægger op til en diskussion af oplysningstidens relevans i dag. I øvrigt finder du et kortfattet oplysningsleksikon med forklaringer på de væsentligste begreber.
Oplysningstiden formulerede en lang række af de begreber og værdier, som vi trækker på, når vi skal forstå os selv og det samfund, vi lever i. Frihed, lighed, tolerance og menneskerettigheder er nogle ganske få af disse begreber. Ligesom tanken om, at vi kan bruge fornuften til at gøre det rigtige, hører oplysningen til.
”Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed. Umyndighed er manglen på evne til at bruge sin forstand uden en andens ledelse. Selvforskyldt er denne umyndighed, når årsagen til den ikke ligger i forstandens mangler, men i manglende beslutsomhed og mod til at bruge den uden en andens ledelse. Sapere aude! Hav mod til at bruge din egen forstand! Er altså oplysningens valgsprog. Dovenskab og fejhed er årsagerne til, at så stor en del af menneskene, efter for længst fra naturens side at være erklæret fri for fremmed styrelse, alligevel gerne forbliver umyndige.”
Immanuel Kant (1724-1804): Besvarelse af spørgsmålet: Hvad er oplysning? (1784)
Almindeligvis siger vi, at Kant med ovenstående citat giver oplysningstiden sin definition, og at oplysningstiden begyndte, da Isaac Newton (1643-1727) udgav sit værk Philosophiae Naturalis Principia Matematica (ofte bare kaldet Principia) i 1687, og at den sluttede med den franske revolution i 1789.
Newton viste i sin bog fra 1687, at man kunne bruge matematikken til at opstille regler for, hvordan naturen opfører sig. Den stringente fornuft kunne altså bruges til at forklare, hvordan verden hænger sammen. I de følgende hundrede år foldede fornuftsdyrkelsen sit nysgerrige og kritiske blik ud over en lang række af menneskets interessefelter – i en sådan grad, at da de hundrede år var gået, var verden for altid forandret.
Med den franske revolution væltede borgerne kongemagten, og med menneskerettighederne i hånden indførte de en fornuftsbaseret republik. Når det er rimeligt at tale om den franske revolution som afslutningen på oplysningstiden, er det, fordi revolutionen udartede til et vilkårligt terrorregime, der førte til en kraftig modreaktion mod hele den fornuftsstræbende bevægelse.
William Blake: Newtonportræt. Her er gengivet den engelske maler William Blakes (1757-1827) symbolske portræt af Isaac Newton. I en verden uden struktur sidder Newton med sine geometriske instrumenter og finder sammenhængene. Newton sidder nøgen uden at kunne læne sig op ad andet end sin sunde fornuft. Som en moderne Adam er han trådt ud af Paradisets Have. Billedet stammer fra Tate Britain.
I Frankrig lavede man den store franske encyklopædi for at samle al viden om verden i ét samlet værk. Ideen var at organisere artiklerne alfabetisk og på den måde lave en systematiseret vidensbank. Forfatterne til værket var en lang række af oplysningstidens største filosoffer og videnskabsfolk. Blandt bidragyderne var Denis Diderot (1713-1784), François de Voltaire (1694-1778) og Jean-Jacques Rousseau (1712-1778). Censuren truede skribenterne med fængsel på grund af de ofte kontroversielle og samfundskritiske tanker, som kom til udtryk, men forfatterne blev bedre til at skjule de farlige synspunkter i tilsyneladende mindre farlige artikler.
I England lod man sig inspirere af franskmændenes encyklopædi og åbnede British Museum, hvor man ville samle én af hver genstand i verden. På en måde kan man sige, at englænderne med deres museum forsøgte at materialisere encyklopædien.
I Sverige forsøgte Carl von Linné (1707-1778) at samle eksempler på alle planter i verden for at kunne opstille et system, der viste familielighed mellem planter. Linnés system er det system, som stadig bruges til at beskrive arter og slægter i plante- og dyreriget.
Med opdagelsesrejserne var europæerne kommet i kontakt med verdens mange folkeslag, og det blev klart, at der fandtes utroligt mange måder at leve på. I Sydamerika havde man mødt de uskyldsrene regnskovsindianere, og i Østen havde man mødt de højt civiliserede og avancerede japanere. Spændet var vidt, og mangfoldigheden stor. De mange rejseberetninger og de mange indtryk fra den store verden gjorde, at europæerne kastede et fornyet blik på deres egne måder at gribe verden an på.
Kunne det mon tænkes, at europæernes måde at indrette samfundet på ikke var den eneste måde? Kunne man mon forestille sig, at andre styreformer kunne være bedre? Spørgsmålene blev meget hurtigt farlige, idet de enevældige konger kunne føle sig truet.
Forfatterne og tænkerne fandt mange nye former til at tale om det, der kunne være farligt at formidle. I fiktion som romaner og teaterstykker kunne de camouflere de tanker, de behandlede. De kunne lade værkerne udkomme under pseudonym, eller de kunne lade deres værker udkomme i andre lande.
Det basale i oplysningstanken er, at det enkelte menneske er født med en grundlæggende fornuft, som det skal bruge i sammenhæng med sin erfaring. Al sikker viden har fornuften eller erfaringen som kilde. Enhver påstand må derfor kunne begrundes enten logisk eller empirisk. Alle andre påstande må betragtes som fordomme. Det vil sige, at man dømmer om forhold, man ikke har sat sig ind i. Som den tyske filosof Immanuel Kant udtrykte det ovenfor: ”Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed”. Nøgleordene for oplysningen må være: det fornuftige, det naturlige og det nyttige.
Tanken om, at fornuften kan bruges til at udtænke det, der er det naturlige at gøre, hænger sammen med forestillingen om, at der er indlagt en fornuft i naturen. Hvis man finder frem til denne fornuft, kan man også handle rigtigt og dermed gøre det nyttige.
Tidligere havde man forklaret naturens fænomener metafysisk-religiøst og henvist til, at det var Guds formål eller værk. Nu forklarede man det videnskabeligt ved at pege på den bagvedliggende rent fysiske årsag. Et eksempel er Holbergs Erasmus Montanus, hvor den overtroiske Jesper ridefoged er overbevist om, at måneformørkelser er et tegn på ulykke, mens Erasmus forklarer, hvordan det egentlig hænger sammen. Erasmus har indlysende ret og udtaler det, som alle vidste var sandt i samtiden, men det hindrer ikke, at han er galt på den. Erasmus bliver naragtig, fordi han ikke forstår at bruge sin viden konstruktivt til at gøre det nyttige.
Oplysningen opgiver ikke forestillingen om Gud, men indfører en fornuftsstyret kristendom, den såkaldte deisme. Gud har skabt verden og dens naturlove, men griber ikke ind i den. Verden er som et optrukket urværk, der fungerer efter naturens love. På denne måde harmoniseres videnskaben med en fornuftsbaseret kristendom. Religiøs tolerance er i øvrigt idealet for deismen og oplysningstænkerne. Religion betragtede de som en privat sag, og så længe man ikke stillede andre til regnskab for sine ideer, skulle troen accepteres.
I Danmark og Norge personificerede Holberg mere end nogen anden oplysningen, og som en ganske tidlig repræsentant for oplysningstiden er han uhyre interessant.
Holberg blev født i Bergen i Norge i 1684. Han skrev på det fælles skriftsprog dansk. 19 år gammel aflagde han eksamen i filosofi og teologi og tog herefter på en række dannelsesrejser. I udlandet stiftede han bekendtskab med oplysningstidens tanker, og gennem sine værker bragte han oplysningstidens ideer til Norden. Han indledte sin karriere med et professorat i metafysik for efter tre år at avancere til professoratet i veltalenhed. Endelig blev han i 1730 professor i historie. Holberg var således meget belæst og havde viden inden for filosofi, litteratur og samfundsforhold.
Allerede tidligt i sit forfatterskab formulerede Holberg sin ambition. Han ville hvert andet år udgive nye værker inden for genrer, som ikke tidligere var blevet behandlet på dansk grund. Det var en utroligt ambitiøs plan, han formulerede, men endnu mere utroligt var det, at han igennem sit lange forfatterliv faktisk fik realiseret sit projekt. I alt fik Holberg udgivet 14.000 trykte sider, og værkerne spændte fra historiske introduktioner over geografiske og samfundsfaglige værker til komedier, romaner og essays.
Holbergs første værk, Introduction til de fornemste Europæiske Rigers Historier, udkom i 1711, da han var 25 år gammel, og han blev ved med at udgive bøger indtil sin død som 69-årig i 1754. Hans lange virke og kolossale arbejdsomhed betød, at Danmark og Norge udviklede et sprog, der kunne bruges til at behandle mangfoldige sider af menneskelivet.
I komedierne fremstiller han en lang række faste karakterer, og han belyser deres svagheder, dvs. forfængelighed, snobberi og andre ikke-fornuftige tilbøjeligheder. Det, man ser på scenen, behøver ikke være historisk sandt, men skal virke sandt og skal kunne genkendes fra hverdagen.
Fælles for Holbergs komedier er, at man møder et eller flere mennesker, der sætter fornuften, som man jo er født med, til side og i stedet lader sig styre af personlige interesser. Det skaber en masse morsomme forviklinger, og komedierne ender naturligvis med, at fornuften sejrer. På den måde afsøger Holbergs komedier nogle af oplysningsprojektets grundideer.
Helt tilsvarende undersøger Holberg i sit historiske og moralske forfatterskab, hvordan det er muligt at opstille rammer for menneskelivet, der gør det muligt at handle i overensstemmelse med det fornuftige, det naturlige og det nyttige. I denne sammenhæng trækker han ofte historier om eksotiske folk fra fjerne egne ind i sine refleksioner for at udvikle sine synspunkter. Bl.a. kommer Holberg ind på, hvad det rette styre er, på religionen og på moralen. Holbergs forfatterskab er i kraft af sit omfang og i kraft af sin bredde enestående i vores litteratur.
I denne sammenhæng er det vigtigt at tænke på, at Holberg skrev på et tidspunkt, hvor ingen skrev på dansk. På universitetet talte man latin, ved hoffet talte man tysk og fransk, i militæret talte man tysk. Kun til tjenestefolkene talte man dansk – de forstod jo ikke andet. Med sit ambitiøse projekt og sin store arbejdskapacitet skabte Holberg en dansksproget litteratur, som gjorde det muligt for borgerne at forholde sig til samfundets udfordringer. Og af denne grund er det indlysende at placere Holberg som den, der førte oplysningen til Danmark.
Et væsentligt modstykke til oplysningstanken var pietismen. Det var en åndsretning, som fik stor indflydelse i Danmark i 1700-tallet. Pietas er latin og betyder fromhed. Pietismen er en religiøs bevægelse, der dyrker en kristendom, hvor det er følelserne frem for fornuften, der giver adgang til en sand tro. Pietisterne var imod al form for ydre glans og herlighed. De lagde vægt på det personlige og inderlige forhold til Gud, hvor man kun kunne nå frem til troen gennem anger og omvendelse. De mente, at mennesket pr. definition er syndigt. I perioden 1730-1746 var pietismen statsreligion, indført af Christian 6. Det betød, at teatret (bl.a. teatret i Lille Grønnegade, hvor Holbergs stykker blev opført) lukkede. Pietismen levede videre i 1800-tallet i Indre Mission. Mange pietister udvandrede til Amerika, hvor de fik stor succes, fordi de var arbejdsomme og sparsommelige. Mange så den økonomiske succes som et tegn på, at Gud var med dem og som et tegn på deres udvælgelse.
Sidst i 1700-tallet skete der en række store forandringer i samfundet, bl.a. i kraft af den amerikanske uafhængighedserklæring i 1776 og den franske revolution i 1789. Kortvarigt kom der trykkefrihed i Danmark og stavnsbåndet blev ophævet i 1788. Alt i alt pegede oplysningen frem mod vores moderne samfund baseret på tolerance, ligestilling, ytringsfrihed og menneskerettigheder.
Duplessis: Voltaires triumf. Oliemaleri med titlen Voltaires triumf af Alexandre Duplessis fra 1774. Billedet hænger på François de Voltaires slot Ferney. I midten ser vi Voltaire blive hyldet som komedieforfatter. Komediens muse fremstiller Voltaire for lyset og sangens gud, Apollon, der vil tildele Voltaire udødelighedskronen. I højre side af billedet ses historiens muse, Klio, i gang med at få placeret en buste af Voltaire i erindringens tempel. Øverst i billedet ankommer Apollons vogn. I venstre side af billedet ses en personificering af Frankrig, der viser Voltaire frem for Rusland og Preussen. Helt ude i forgrunden i venstre hjørne ses den hvidklædte kvinde, der repræsenterer tolerancen. Hun holder en stav, der symboliserer fred, mens hun beskytter børnene. Bag hende er en djævlelignende skikkelse, der ligger med sin maske, sin kniv og sin bog. Skikkelsen symboliserer fanatismen, hykleriet, intolerancen og forfølgelsen. Filosofiens ånd holder den djævlelignende skikkelse nede med den ene hånd, mens han med en fakkel jager uvidenheden og dumheden ud af det højre hjørne. Mange dele i billedet passer på Holberg. Dramatikeren og historikeren, der kæmper for tolerancen, og som trækker på antikken for at forklare nutiden. Billedet er gengivet fra Larousse.
En udvidet oversigt over religiøse begreber findes på siden om Religionen.
absolutisme styreform, hvor en person hersker over alle andre, altså enevælde
borgerlig offentlighed fælles rum, hvor borgerne i en stat kan fremsætte ideer, som kan diskuteres frit af andre borgere. Aviser, bøger, fjernsyn og sociale medier fungerer som formidlere af ideerne
censur undertrykkelse af tanker, ideer og udsagn fra offentligheden. Undertrykkelsen kommer som regel fra magthaverne
deisme troen på, at Gud har skabt universet, men har trukket sig tilbage. Gud griber således ikke ind i, hvad der sker på Jorden
demokrati styreform, hvor indbyggerne har lige adgang til at afgøre, hvem der skal besidde magten
empirisme filosofisk retning, ifølge hvilken man skal basere sin viden på sanseerfaringer
folkeret retsregler, der styrer samkvemmet mellem stater og samfund
frihed selvstændighed og uafhængighed af andre
gyldne middelvej, den (fra den romerske digter Horats) målet er at finde et mellemstandpunkt mellem yderpunkterne
humanisme livssyn, der sætter mennesket i centrum, betoner respekten for individet og insisterer på fornuften som ledetråd
klassicisme arkitektonisk og litterær stilart, der dyrker antikken
merkantilisme økonomisk idé, som var dominerende i 1600- og 1700-tallet. Staten forsøgte at styrke andre sider af samfundets økonomi end landbruget. Man ville fremme håndværk og produktion, som gjorde landet uafhængigt af handel med andre nationer. Kolonierhvervelserne var led i denne tanke
kosmopolitisme idé om, at alle mennesker hører sammen i en samlet helhed
naturret forestilling om, at mennesket fra naturen har forståelse af, hvad der er rigtigt og forkert at gøre. I oplysningstiden opstod tanken om, at den naturlige ret kunne udledes vha. fornuften
pietisme protestantisk trosretning, hvor inderliggørelse af trosforholdet står centralt
pragmatisme (af græsk pragma: sag, gerning) filosofisk retning, der mener, at erkendelse ikke skal opfattes som en objektiv afspejling af virkeligheden, men som redskab til at gøre det hensigtsmæssige
pyrrhonisme filosofisk retning, ifølge hvilken man må tvivle om alt for at finde sandheden (opkaldt efter Pyrrhon fra Elis (360-271 f.Kr.), der var den første skeptiker)
rationalisme filosofisk retning, ifølge hvilken man skal søge sandheden vha. fornuften
sekularisering verdsliggørelse; adskillelse af kirke og stat
tolerance (af lat. tolerare: udholde) at tåle andres holdninger, selv om man er uenig