Magt og vælde
Det er ikke nemt entydigt at udlede Holbergs holdning til magt. Han skrev over et meget langt tidsspand, og han skrev om magten fra utroligt mange vinkler. Og kan vi overhovedet tage Holberg til indtægt for det, som siges i hans fiktive værker? Men med sit omfattende forfatterskab åbnede han også op for en række væsentlige diskussioner for sin samtid – diskussioner, som på grund af deres åbne karakter og legende form stadig har relevans for os i dag.
Holberg og magten
Før enevælden blev indført, havde adelen sikret sin magt ved at kræve, at kongerne underskrev håndfæstninger, før de tiltrådte. Et af instrumenterne til at begrænse kongens magt var rigsrådet, hvor repræsentanter for den øverste del af adelen sammen med kongen fungerede som landets ledelse. Med enevældens indførelse blev riget et arvekongedømme. Kongerne skulle ikke længere forhandle sig til tronen, idet de arvede den. Derved forsvandt de begrænsninger, som håndfæstningerne underlagde kongerne.
Med enevældens indførelse i 1660 blev magten kraftigt koncentreret omkring kongen i København. Idealet var, at den retfærdige konge skulle omgive sig med loyale og veluddannede embedsmænd. Kongens ret til magten blev legitimeret af, at den var givet af Gud, og den byggede på, at et stærkt borgerskab voksede frem i byerne.
Det nye system gjorde det muligt for dygtige unge borgersønner gennem uddannelse og arbejdsomhed at nå til tops i samfundet. Holberg var optaget af magten og af, hvordan man som borger burde og kunne handle inden for de grænser, som enevælden udstak. Han undersøgte magten som forfatter og udfoldede den som godsejer og som professor, rektor og regnskabsfører for universitetet.
I forfatterskabet beskæftigede Holberg sig med magten både som historiker, jurist, som skønlitterær forfatter og som moralist. Som udgangspunkt anså Holberg den oplyste enevælde for at være den bedste styreform, men når han i sine fiktive værker kunne stille udfordrende spørgsmål til magten, var forudsætningen, at han kendte den fra sit faglige forfatterskab og fra sit praktiske virke.
Molesworth og Montesquieu
I 1694 havde den tidligere engelske ambassadør i Danmark Robert Molesworth (1656-1725) udgivet en bog, hvor han i meget negative vendinger beskrev Danmark. Bønderne levede ifølge Molesworth under slavelignende forhold, og han mente at kunne vise, hvordan undertrykkelse gjorde danskerne apatiske. Bogen blev oversat til en række sprog og blev for mange europæere en nøgle til at forstå Danmark. For Holberg var det en væsentlig opgave at imødegå det negative billede. Ofte vendte han direkte tilbage til Molesworths bog for at vise, at han tog fejl (se Molesworths kapitel 6 om statsforvaltningen nedenfor).
I Frankrig skrev oplysningsfilosofferne kritisk om monarkiet og diskuterede ivrigt, hvilken styreform der ville være den bedste. Et af hovedværkerne var Charles-Louis de Secondat Montesquieus (1689-1755) De l’Esprit des Lois fra 1748 (Om lovenes ånd), som Holberg i sine sene år blev stærkt optaget af. I sidste bind af sine epistler skrev Holberg seks epistler om værket.
Montesquieu skrev om klimaets betydning for folkekarakteren, om religionsfrihed og om statsindretningen. Holberg overvejede at oversætte dele af bogen til dansk, men det blev kun til et lille udkast. Tilsyneladende var han på linje med Montesquieu med hensyn til religion, mens han var stærkt uenig med ham om styreformer. Montesquieu skrev kritisk om enevælden og opstillede ideen om tredelingen af magten (den lovgivende, udøvende og dømmende magt), mens Holberg forsvarede enevælden.
Holbergs Epistel 263 om styreformer behandles nedenfor, mens hans forhold til religion og folkekarakterer behandles på siderne om Religionen og Moralen.
Magt og mådehold
Ifølge Holberg var opgaven for magthaverne at sikre fremdrift, orden og mådehold. Adskillige steder i de historiske og de fiktive værker ser vi, hvordan Holberg fremhæver herskere, som griber ind over for menneskets tilbøjelighed til fx overforbrug. Tilsvarende beskriver Holberg ofte, hvordan borgere, der stræber for vidt, ender med at falde. Som undersåt må man kende sine egne begrænsninger.
Ifølge Holberg havde mennesket en iboende tilbøjelighed til at fråse og til at udvikle uhensigtsmæssige handlemåder. Hvis magthaveren ikke regulerer adfærden, risikerer man, at moralen i folket bliver svækket, og derved sænkes arbejdsomheden. Gennem lovgivning bør staten gøre arbejdsmoral og mådehold til grunddyder i befolkningen.
Med enevælden fik borgerne mulighed for at avancere. Holberg er selv et fornemt eksempel herpå. Undervejs i forfatterskabet ser man mange steder, at han var interesseret i grænserne for, hvor langt en undersåt kan tillade sig at gå. Et eksempel herpå er Epistel 263 (se nedenfor), hvor Corfitz Ulfeldt og Peder Griffenfeld portrætteres og sammenlignes. Tilsvarende ser vi i de fiktive værker en lang række karakterer, der ikke er blevet korrigeret, og som følge af deres væremåde mangler evnen til at fungere som nyttige samfundsborgere.
Allerede i sin første komedie, Den politiske kandestøber (1723), undersøgte Holberg magten. Her udleverer han den politisk ærgerrige, men dilettantiske kandestøber Herman von Bremen, der prøver at blive borgmester i Hamborg. Komedien har historisk klangbund i politiske uroligheder, som fandt sted i Hamborg i begyndelsen af 1700-tallet, hvor håndværkere krævede indflydelse på byens styre. I komedien indser kandestøberen i sidste øjeblik, at han ikke har begreb skabt om politik, på trods af at han har læst adskillige pamfletter. Som han afsluttende siger: ”Et er et søkort at forstå, et andet et skib at føre”.
I komedien Jeppe på Bjerget (1723) lod Holberg den fordrukne bonde komme til magten i et spil, der viser sig at være endog særdeles farligt. Her undersøgte Holberg, hvad der sker med magten, når man vender hierarkierne på hovedet. På den måde laver han et psykologisk studie af, hvad det kan gøre ved mennesker, hvis man pludselig giver dem magten.
I romanen Niels Klim (1741) lod Holberg sin hovedperson rejse gennem en række fiktive lande på den klode, som ifølge romanen findes i Jordens indre. Her oplever hovedpersonen Klim en række sære samfundsindretninger, og med sine forudindtagede holdninger kritiserer han det, han ser. Kritikken af de tilsyneladende absurde underjordiske indretninger fungerer som en raffineret og camoufleret kritik af forholdene i Danmark og i Europa. Naturligvis kan det, som står i romanen, ikke entydigt oversættes til at være identisk med Holbergs synspunkter. Men når ideallandet Potu (læst bagfra utop(i)) er præget af religiøs tolerance og kvindernes adgang til magten, svarer det til, hvad Holberg anbefaler mange andre steder i forfatterskabet.
Holberg undersøgte i de forskelligartede værker, han skrev, hvordan forholdet mellem borgerne og magten kunne og skulle udfolde sig under de samfundsformer, som opstod under den oplyste enevælde. Holberg var således opmærksom på, hvordan det nye borgerskab konkret udviklede deres muligheder for at være med til at skabe den nye stat. Samtidig med at han var optaget af de mange europæiske diskussioner om den mest optimale styreform.
