På denne side kan du læse om Holbergs forhold til moralen. Bl.a. kan du blive klogere på, hvordan Holberg forholdt sig til en række af de vigtigste tanker om moralen, som prægede hans samtid. I øvrigt giver temaet mulighed for at undersøge, hvordan forskellige forfattere fra forskellige perioder har fortolket Marie Grubbes liv. De forskellige udgaver gør dig klogere på, hvordan moralen og menneskesynet har udviklet sig fra oplysningstiden over romantikken til det moderne gennembrud.
Holberg var en stor moralist og var optaget af de strømninger, der rørte sig i samtidens Europa. Han var bredt orienteret og introducerede mange af de nyeste ideer på dansk grund. Med fornuften som ledestjerne mente han, at man kunne opbygge et velfungerende samfund. Instrumenterne var gode love og uddannelse.
Når Holberg skulle argumentere for, hvordan man fandt frem til at gøre det gode, lænede han sig op ad naturretten, som han havde beskæftiget sig med tidligt i forfatterskabet. Ifølge naturretten kan man med fornuften indse, hvad det sande og gode er. Mennesket har fået fornuften af Gud, og derfor har det evnen til at forstå, hvad der er det rigtige at gøre.
Natur- og folkeretten opstod som en reaktion mod religionskrigenes gru. I 1600-tallet havde protestanter og katolikker myrdet hinanden i den gode sags navn. Det fik den hollandske retsfilosof Hugo Grotius (1583-1645) til at lede efter en anden vej til at gøre det gode. Med fornuften som værktøj udviklede naturretten sig herfra. Grotius mente at kunne vise, at mennesket havde en naturlig drift mod at skabe samfund, ligesom han mente, at mennesket var villigt til at opgive friheden i naturtilstanden til fordel for den sikkerhed, der var i et samfund.
Holberg læste Grotius’ værker. Han læste også de tyske jurister Christian Thomasius’ (1655-1728) og Samuel Pufendorfs (1632-1694) værker om natur- og folkeretten. De tre forfattere tog udgangspunkt i fornuften, og gennem undersøgelser af historiske samfundsindretninger og religiøse love prøvede de at forklare, hvordan samfundet burde organiseres. Med udgangspunkt i naturretten kunne man således med fornuften og eksemplet reflektere over, hvad det rigtige styre måtte være. For Holberg førte ræsonnementet til, at det bedste styre måtte være enevælden.
Holberg var også inspireret af den franske filosof Charles-Louis de Secondat Montesquieu (1689-1755). I 1748 udgav Montesquieu De l’Esprit des Lois (Om lovenes ånd). Holberg skrev om hans syn på statsindretning, religion og folkekarakter. Især er det sidste punkt interessant i diskussionen om moralen.
Montesquieu mente, at menneskene udviklede forskellige egenskaber, alt efter hvor på kloden de levede. Folk, der levede under varmere himmelstrøg, var mere driftsstyrede og ikke nær så arbejdsomme som mennesker, der voksede op i koldere egne. Der var indbyggerne også mindre krævende og accepterede det, de blev budt. De stræbte ikke mod skønhed.
Montesquieu relativerede det, som lå i natur- og folkeretten. Det, som var rigtigt at gøre et sted i verden, var umuligt at gøre et andet sted, fordi menneskene var forskelligartede. Men Holberg var meget uenig i denne tanke. Han mente, at det var fornuftige love, der skabte nyttige og velfungerende borgere. Han insisterede således på natur- og folkerettens universelle karakter.
(Læs mere om Montesquieu i temaet om Magten).
Yderligere en væsentlig kilde til Holbergs moralske kompas var franske Michel de Montaigne (1533-1592). Den store humanist udviklede essayet, som Holberg introducerede danskerne for. I essayet er ideen, at man tager fat i en indskydelse eller oplevelse og bruger den som grundlag for refleksioner. Skribenten bruger sine umiddelbare indskydelser og sin fornuft og lader dem mødes med eksempler fra alle livets forhold for at udvikle tankevækkende pointer. Den løse form gør, at essayet ikke nødvendigvis skal ende med en sammenhængende konklusion. Især essayets idé om, at mennesket bør tage udgangspunkt i sig selv for at forstå verden, har været betydningsfuld for udviklingen af det selvberoende individ.
Holberg skrev selv essays. Han kaldte dem for moralske tanker og epistler og lod dem ligne breve til en bestemt, men anonymiseret højtstående person. Sædvanligvis ligner de svarbreve fra Holberg, hvor modtageren af brevene har bedt Holberg om at reflektere over et forhold. Genren er effektiv, idet den faste form giver frihed, mens brevformen skaber en umiddelbar kontrakt med læseren. I eftertiden er der mange, der har søgt at identificere den ukendte modtager, men modtageren er fiktiv.
Også komeierne gav Holberg en anledning til at overveje moralske spørgsmål. Man kan sige, at komedierne ofte gør det modsatte af naturretstænkningen, men målet er det samme. Komedierne kaster alle bolde op i luften og lader kaos herske i en periode. På den måde skaber komedierne et rum, hvor det bliver muligt for publikum at reflektere over indretningen af verden. Spørgsmålene er mange: Jean de France har været i Frankrig og er blevet en opblæst modenar. Erasmus Montanus har været på universitetet og er blevet en lærd nar. Den stundesløse Vielgeschrey kan ikke finde ro og får derfor aldrig noget fra hånden. Den vægelsindede Lucretia kan aldrig beslutte sig for noget, mens Jeppe i Jeppe på Bjerget har lidt på mange fronter og drikker. Umiddelbart bliver karaktererne med de sære tilbøjeligheder hængt ud og stillet til skue, men ofte bliver der også kastet et kritisk lys tilbage på det persongalleri, der omgiver hovedpersonen.
I den mindre kendte komedie Plutus udfører Holberg det eksperiment at lade rigdommen i samfundet blive fordelt efter retfærdige principper. Guden for rigdom, Plutus, var blind i græsk mytologi, men bliver i komedien seende. Han tager ned på Jorden og vil skabe orden. Plutus belønner skolelæreren og jomfruen, mens drukkenbolten og modedyrkeren bliver straffet. Resultatet er, at amoralen spreder sig, og at oprøret truer. Jupiter, den øverste gud, griber ind. Plutus mister synet igen og må forlade byen. Komedien viser, hvordan overflod fordærver.
I Holbergs univers er der fare for, at alt ender galt, hvis ikke drifterne og grådigheden holdes i ave. I komedierne, i de historiske værker og i epistlerne kommer Holberg gentagne gange tilbage til denne problematik. Moralen er: Kend dig selv, men kend også dine begrænsninger. Komediernes maskespil hjælper tilskuerne, ligesom de historiske eksempler og epistlernes umiddelbare refleksioner hjælper læserne.
Holbergs stokkehoved. Holbergs stokkehoved forestiller en svane, der bider sig selv i brystet. Brystet, der er dækket af en maske, peger på, at man må sørge for kritisk at granske sig selv. Lad dig ikke forblinde af den maske, som du let kommer til at stille op for dig selv og andre. Illustrationen her er gengivet fra Jubeludgave af Ludvig Holbergs samtlige Comoedier, illustreret af Hans Tegner, Ernst Bojesens Kunstforlag 1883-1888.
Holberg samlede i 1744 moralske, religiøse og filosofiske overvejelser i værket Moralske tanker. De relativt små tekster i dette værk peger frem mod de mere end 500 epistler, som Holberg udgav i perioden 1748-1754. Teksterne i Moralske tanker er oftest strammere struktureret end epistlerne. Da Holberg udgav Moralske tanker, var han langt inde i den periode af forfatterskabet, som vi kalder den moralske raptus.
lyder fejl, mangler, skavanker
gravitet værdighed, pænhed
hovmod arrogance, overlegenhed
rebellion oprør
superstition overtro
virtutes locales lokale dyder
sirer smykker, pryder, forskønner
vanhelder skæmmer, vansirer
sirat pryd, udsmykning
fribytteri sørøveri
modesti tilbageholdenhed
anordnet sørget for
reprimeret hæmmet, forhindret
succederer efterfølger
Augustus (63 f.Kr.-14 e.Kr.), første romerske kejser 31 f.Kr.-14 e.Kr.
Tiberio Tiberius Claudius Nero (42 f.Kr.-37 e.Kr.), romersk kejser 14-37 e.Kr.
Caligula (12 e.Kr.-41 e.Kr.), romersk kejser 37 e.Kr.-41 e.Kr.
Herodes (73 f.Kr.-4 f.Kr.), jødisk konge 37 f.Kr.-4 f.Kr.
asmonæiske hus hasmonæiske hus, jødisk præste- og kongeslægt
veneration respekt, ærbødighed
Erik af Pommern (1382-1459), norsk konge 1389-1442, dansk og svensk konge 1396-1439
Margaretha Margrete 1. (1353-1412), regent af Danmark 1375-1412, regent over Sverige og Norge 1388-1412
grantseende nøjeregnende, pedantisk
Kong Jacob 1. (1566-1625), konge af Skotland 1567-1625, konge af England 1603-1625
Elisabeth Elizabeth 1. (1533-1603), dronning af England 1558-1603
delikat lidet hårdfør, svagelig, skrøbelig, sart
kættersk afvigende fra den officielle tro
ortodoks i overensstemmelse med traditionen, den officielle lære eller tro, rettroende
publici offentlighedens
comparaison sammenligning
Plutarchus Plutarch (ca. 45-120 e.Kr.), græsk filosof og forfatter
kapriciøs som ofte har luner, nykker
Bayle Pierre Bayle (1647-1706), fransk filosof og forfatter
gejstelige kirkelige
Jansenius Cornelius Jansen (1585-1638), katolsk biskop fra Holland
sankt Augustinus Augustin (354-430), kirkefader
Diocletianus Diokletian (ca. 230-313), romersk kejser 284-305
Julianus Julianus Apostata (331-363), romersk kejser 361-363
Constantinus Konstantin den Store (272-337), første kristne romerske kejser 306-337
Ludovicus Pius Ludvig den Fromme (778-840), tysk-romersk kejser 814-840
munkekrøniker historiske skrifter forfattet af munke
Friderich den Anden Frederik 2. (1194-1250), tysk-romersk kejser (1220-1250)
acido syre (modsat base) inden for ældre medicin det hidsige element i blodet
alkali base (modsat syre) inden for ældre medicin det rolige element i blodet
Procopius Prokopios (ca. 500-560), byzantinsk historiker
Justinianum Justinian 1. (482-565), byzantisk kejser 527-565
monstrum vanskabning, uhyre
Nicolai Damasceni Nikolaus fra Damaskus (ca. 64-4 f.Kr.), græsk historiker
Josephi Josefus (36/37-100), jødisk historiker
Hans Mikkelsen (ca. 1470-1532), borgmester i Malmø, rådgiver for Christian 2.
Christiani 2. (1481-1559), dansk-norsk konge 1513-1523, svensk konge 1520-21
konjunkturer omstændigheder, forhold
Venus romerske kærlighedsgudinde
Medusa en af gorgonerne fra græsk mytologi med slangekrøllet hår, hvis blik forvandlede beskueren til sten
defigurerer vansirer, forvansker
miskredit dårligt ry, manglende anseelse
pur ren, ublandet
reputation anseelse, omdømme
hof-medicus hof-læge
Catilina Lucius Sergius Catilina (110-62 f.Kr.), romersk politiker, stod bag mislykket sammensværgelse mod den romerske republik
Cæsar Gajus Julius Cæsar (100-44 f.Kr), romersk feltherre og statsmand
Cæsares kejsere, titel opkaldt efter Cæsar
eksekution udførelse
Junius Brutus Marcus Junius Brutus (85-42 f.Kr.), romersk senator, en af hovedmændene bag mordet på Cæsar
mislinget mislykket, slået fejl
eksekration forbandelse, en afskyelighed
gratuleres lykønskes
hasard tilfældig hændelse, tilfældighed, lykketræf
heros helt
differente forskellige
læg som ikke ved studium har erhvervet sig særlige kundskaber
philosophus person, som dyrker eller studerer filosofi
intrinseque valeur indre værdi
kættermageri det at påvise afvigere fra den rette tro (nedsættende)
malus Christianus potest esse bonus theologus en dårlig kristen kan være en god teolog
axiom grundsætning
sildere senere
enthusiasmo begejstring, fanatisme
nidkærhed overdrevet omhu, iver, omhu
principium intolerantiæ intolerancens princip
quod tibi non vis fieri hvad du ikke vil at andre skal gøre mod dig osv.
synkretist person, der blander elementer fra forskellige religioner
communion fællesskab
Arius (250-336), oldkirkelig teolog, der blev fordømt af kirken ved kirkemødet i Nicæa i 325 e.Kr.
den alexandrinske biskop den biskop, der fordømte Arius (se ovenfor)
successionsorden tronfølge
Holger Rosenkrantz (1574-1642), dansk adelsmand og rigsråd, der ikke blev retsforfulgt trods retslige angreb
Johan Paul Resen (1561-1638), dansk teolog og biskop, der blev frikendt efter at have været forfulgt
aktionere anklage
orthodoxis rettroende
Georgius Dibvadius Jørgen Dybvad (d. 1612), professor i teologi, der blev fyret pga. teologisk uenighed. Grunden var i virkeligheden hans kritik af adelen.
Calvinum Jean Calvin (1509-1564), fransk kirkereformator
Conradus Aslacus Cort Aslaksen (1564-1624), teologisk professor, der blev anklaget for at være calvinist men blev frikendt
augsburgske bekendelse protestantisk bekendelsesskrift fra 1530
Melanchthon (1497-1560), tysk reformatorisk teolog, arbejdede sammen med Luther
Grotius Hugo Grotius (1583-1645) søgte at give et rationelt forsvar for kristendommen og mægle mellem uenige grupper
Clericus Jean Le Clerc (1657-1736), hollandsk religionskritiker
Duræus John Durie (1596-1680), skotsk teolog, der søgte at forene calvinisme og protestantisme. Han rejste rundt i Danmark i 1639
sirer smykker, pryder
principium princip, leveregel
seculo århundrede
curiøse nysgerrige
kanaanitterne folk fra Kanaans land – Israel, Libanon, Jordan
Hannibal Kartagos militære leder, der truede Rom
deismus deismen – troen på, at gud har skabt verden men ikke bryder ind i den
I sit sidste bind epistler skrev Holberg flere essays om Montesquieus tanker om det rigtige styre, og hvad der er forudsætningerne for, at et land udvikler sig positivt. Holberg træder her ind på scenen i en af de mest aktuelle diskussioner i datidens Europa.
autor forfatter
decideres afgøres
theses påstande
axiomata axiomer, grundsætninger
contrarium det modsatte
flattere smigre, rose
trældom slaveri
differente forskellige
principium princip
agre landbrugsjorder
klinte ukrudtsplante
indgetogne beskedne, tilbageholdende
sybarit et nydelsesmenneske. Efter navnet på den oldgræske by Sybaris, hvor indbyggerne levede i luksus og vellyst. Byen blev ødelagt i 510 f.Kr.
Peter den Store (1672-1725), russisk zar 1682-1725
Epistel 89 fra andet bind af Holbergs fem bind Epistler fortæller om Holbergs ungdomsmøde med Marie Grubbe (1643-1718). Under pestepidemien i 1711 tog Holberg ud af byen og til Falster, hvor han mødte hende ved det færgeleje, hvor hun boede. Marie Grubbe var en adelsfrøken, der først var blevet gift med kongesønnen Ulrik Frederik Gyldenløve (1638-1704). Efter to skilsmisser giftede hun sig for tredje gang med kusken Søren Sørensen. Sammen med ham drev hun en færgeoverfart på Falster.
En række af den danske litteraturs største forfattere har behandlet historien. I det følgende er gengivet tre af dem. Med Holberg har vi oplysningsmandens perspektiv, med H.C. Andersens (1805-1875) eventyr Hønse-Grethes Familie har vi en udgave fra romantikken, mens vi med J.P. Jacobsens (1847-1885) roman Fru Marie Grubbe har den psykologisk orienterede stilist fra det moderne gennembrud. H.C. Andersens og J.P. Jacobsens beskrivelser af Marie Grubbe behandles nedenfor i forlængelse af Epistel 89.
Hipparchia (350-280 f.Kr.), gift med Krates fra Theben (se nedenfor)
Crates Krates fra Theben (365-285 f.Kr.), græsk filosof, levede i selvvalgt fattigdom
præfererede foretrak
formaning bøn, henstilling
Mod slutningen af romanen Fru Marie Grubbe fra 1876 beskriver J.P. Jacobsen mødet mellem Marie Grubbe og Holberg.