Samtidens uddannelsesprojekter
Uddannelse og opdragelse var helt centrale elementer i oplysningstiden, og staten søgte i 1700-tallet at gøre borgerne mere dannede og uddannede. Holberg bidrog livligt og kraftfuldt til denne ambition – som underviser, som forfatter og som moralist.
Efter enevældens indførelse omorganiserede kronen sine jorder for at finansiere det nationale forsvar. Kongens gods (krongodset), der udgjorde en sjettedel af landet, blev opdelt i en række rytterdistrikter. Distrikterne blev inddelt i en række mindre enheder, der hver især skulle stille med en fuldt udrustet rytter. I perioden mellem 1715 og 1720 blev ordningen ændret, således at enhederne blot skulle betale en afgift, der svarede til, hvad det ville koste at udruste en rytter.
I perioden 1721-1727 oprettede Frederik 4. 241 rytterskoler i kronens tolv rytterdistrikter. Her skulle eleverne (både drenge og piger) undervises i den elementære kristendom, og de skulle lære at ære kongen. Midlet var, at eleverne skulle lære at læse Luthers lille katekismus, der var en kort indføring i kristendommen og bestod af en række spørgsmål og svar.
Der var ingen forventning om, at eleverne skulle lære at skrive og regne. Det kunne de lære mod ekstra betaling. Der var ingen egentlig læreruddannelse, og ofte var det degne, fallerede studenter, ridefogeder eller underofficerer, der fik til opgave at stå for undervisningen.
Da man i 1736 indførte tvungen konfirmation, blev man opmærksom på, hvor lav læsefærdigheden var hos størstedelen af befolkningen. For at råde bod på det blev skoletanken udbredt fra rytterdistrikterne til resten af landet. Der blev således indført undervisningspligt i 1739. Bønderne og borgerne skulle indordne sig under troen og under staten.
Ordene var flotte, og intentionerne var ambitiøse, men pengene fulgte ikke med. Det var godsejerne, der havde fået overdraget opgaven, og de var ikke villige til at betale det nødvendige. Resultatet blev, at forslaget måtte trækkes tilbage året efter. Først langt senere, i 1814, blev der indført en skoleordning, som dækkede hele landet.
Holbergs pædagogiske veje
I sine unge år, før han blev ansat som professor ved universitetet, virkede Holberg i flere omgange og altid kortvarigt som huslærer. Det var som bekendt ikke som lærer, Holberg fik den største betydning. Hans store betydning gik gennem forfatterskabet. Men når Holberg som skribent anlægger pædagogiske overvejelser, trækker han ofte på sine egne mere eller mindre vellykkede erfaringer som underviser.
Holberg udgav undervisningsbøger om historie, geografi og jura. Det var bøger, som i mange år kom til at fungere som grundbøger. Hertil kom, at han i sit sene og omfattende moralske forfatterskab forsøgte at opdrage og påvirke sine læsere gennem sine refleksioner. Det var særligt i denne sene fase af forfatterskabet, at han ofte og gerne skrev om undervisningens veje og mål.
I komedierne udfoldede Holberg også sin pædagogiske ambition ved at opstille en række væsentlige problemstillinger. De mange skæve karakterer, der fremtvang grinet hos publikum, gjorde det klart, hvad der var rigtigt og forkert. På den måde bidrog teatret til at gavne og fornøje på en og samme gang.
Kend dig selv
Holberg havde den opfattelse, at mennesker kunne dannes gennem uddannelse. Men han var også af den opfattelse, at for megen lærdom kunne gøre mennesker uduelige. Fordelen var, at uddannelse ville gøre den enkelte i stand til at træffe fornuftige beslutninger, mens faren var, at for lange studier kunne føre til, at den studerende mistede forbindelsen til den virkelige verden. For Holberg var det vigtigt at finde en balance, som kunne sikre, at studierne blev brugbare i det praktiske liv.
Menneske først og kristen siden er et udsagn, som ofte henføres til Grundtvig, men som i virkeligheden stammer fra Holberg (se behandlingen af Moralske tanker nedenfor) For Holberg var det indlysende, at man måtte tilegne sig det, man lærte, før det kunne bruges i verden. Ellers risikerede den viden, som man tilegnede sig, at forblive ren og skær facade, der ikke hjalp den enkelte til at bruge sin sunde fornuft og sine sanser til at træffe fornuftige beslutninger. Komedierne er fulde af eksempler på karakterer, som ikke har forstået denne pointe.
Erasmus Montanus i komedien af samme navn vender hjem fra universitetet. Han har ikke tilegnet sig den viden, han har lært, og mangler derfor evnen til at bruge den på en måde, der er til gavn for de mennesker, som han møder hjemme i sin barndoms landsby. Misforholdet mellem lærdom og dårskab får Erasmus til at fremstå som en nar. Tilsvarende er det i komedien Jean de France, hvor hovedpersonen vender hjem fra Frankrig uden at have forstået, hvad det, han har oplevet, kan gøre i og for livet.
For Holberg var det en forudsætning, at eleverne først lærte sig selv at kende, før de kunne tilegne sig viden, der kunne bruges i den praktiske virkelighed.
Holberg var i hele sit forfatterskab optaget af, hvordan han kunne bidrage til at udvikle sine læsere og sin samtid på en måde, som gjorde dem duelige i livet. På den måde skrev Holberg sig ind i sin samtids store pædagogiske diskussioner.