search-icon

Bag om Rundt om Holberg

Hjemmesiden Rundt om Holberg er udgivet af Aarhus Universitetsforlag. Indholdet er udarbejdet af Sune Berthelsen, og den digitale udvikling har firmaet Illumi stået for. Søren Søberg Poulsen har produceret videopræsentationerne, og Mohammad Ahmad har stået for den tekniske udvikling af Holbergspillet.

Hjemmesiden er især rettet mod undervisningen i gymnasiet og fungerer som en nøgle til Ludvig Holbergs skrifter.

Arbejdet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal og ligger i forlængelse af udgivelsen af Ludvig Holbergs Skrifter (holbergsskrifter.dk) og bogværket Holberg · Ludvig Holbergs hovedværker 1-22.

Ludvig Holbergs Skrifter

De Holbergtekster, som er behandlet på Rundt om Holberg, findes i den samlede digitale Holbergudgave, Ludvig Holbergs Skrifter (holbergsskrifter.dk). Alle links til Holberg-tekster på Rundt om Holberg peger således på teksterne på holbergsskrifter.dk.

Ludvig Holbergs Skrifter er mange af Holbergs tekster gengivet i to versioner, den ene med bibeholdelse af de oprindelige udgavers stavemåder, den anden i moderne retskrivning. Her skal det understreges, at det kun er selve retskrivningen, der er moderniseret. Sproget – ordforråd og syntaks – er uforandret. Det er Holbergs eget. I Rundt om Holberg er der altid linket til de moderniserede versioner. Dog er ikke alle Holbergteksterne på holbergsskrifter.dk blevet ortografisk moderniseret, så i nogle tilfælde må man læse teksterne med de oprindelige 1700-talsstaveformer.

De tekster, som Holberg skrev på latin – bl.a. romanen Niels Klim og levnedsbrevene – gengives på Ludvig Holbergs Skrifter både på latin og i ny dansk oversættelse. Fra Rundt om Holberg linkes til de danske oversættelser.

Ludvig Holbergs Skrifter er en tekstkritisk og kommenteret udgave af Holbergs samlede værker udgivet i et samarbejde mellem Universitetet i Bergen og Det Danske Sprog- og Litteraturselskab i København og er støttet af Augustinus Fonden, Fritt Ord, Kulturministeriet, Kulturrådet, Meltzerfondet, Sparebanken Vest, Statens Kunstråds Litteraturudvalg og Universitetet i Bergen.

På baggrund af denne samlede, digitale udgave er bogværket Holberg · Ludvig Holbergs hovedværker udgivet i 22 bind. Bogværket omfatter tekster fra alle de mange forskellige genrer, Holberg skrev i. De latinske tekster er her nyoversat til dansk, mens de danske tekster er gengivet i moderne retskrivning. De 22 bind er udgivet af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab i samarbejde med Aarhus Universitetsforlag og er støttet af Augustinus Fonden og A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.

Endelig skal etbindsudgaven Holberg · Et udvalg, der indeholder udvalgte tekster fra de 22 bind, nævnes og anbefales. 

Indhold og opbygning

Hjemmesiden er udviklet for at introducere til Holbergs store og mangesidige forfatterskab, nu da hans værker er blevet digitalt tilgængelige, og nu da hans hovedværker er blevet sprogligt moderniserede. Gennem en række temaer fører gamle og nye veje ind i forfatterskabet, og forhåbentlig kan de inspirere til læsning og brug i nye sammenhænge. Hjemmesiden henvender sig specielt til gymnasieelever, men forhåbentlig kan mange andre også lade sig inspirere.

Hjemmesidens indhold og opbygning beskrives på siden Til læreren.

Tak

Her er det vigtigt at takke kolleger og elever på Nærum Gymnasium, der i forskelligt omfang har været udsat for dele af materialet på hjemmesiden. Særligt skal der lyde en tak til lektor Søren Søberg Poulsen, der har stået for det tekniske arbejde med at optage og redigere videoerne. En særlig tak skal også lyde til min tidligere elev Mohammed Ahmad, der har lavet teknikken i Holbergspillet (under udarbejdelse). Kommentarer til siden eller ideer til forbedringer modtages gerne og kan sendes til Sune Berthelsen på se@g.nagym.dk

God arbejdslyst

Sune Berthelsen

Om forfatteren

Sune Berthelsen, f. 1971, cand.mag. i historie og dansk, lektor ved Nærum Gymnasium (har tidligere undervist ved Det frie Gymnasium, Vestre Borgerdyd Gymnasium og Kongsholm Gymnasium), formand for Holbergsamfundets bestyrelse siden 2009, tidligere formand for Georg Brandes Selskabet. Forlagskonsulent og foredragsholder. Har skrevet en række artikler i danske og udenlandske tidsskrifter og antologier om primært Ludvig Holberg og Georg Brandes. Hertil kommer artikler om det moderne gennembruds øvrige forfattere og personligheder og om den amerikanske roman noir.