På denne side følger en gennemgang af Holbergs liv, som kan hjælpe med at forstå hans forfattergerning. Fra han bliver født i 1684, til han dør i 1754. Særligt vil Holbergs rejser blive behandlet. Det er fx her, at vi hører om hans møde med sørøvere og om hans møde med en teatertrup i Rom. Holbergs forfatterskab falder i tre faser eller tre raptusser (besættelser): den poetiske, den historiske og den moralske – alle tre faser beskrives i det følgende.
Forældreløs som 10-årig, teolog som 19-årig, professor som 30-årig og siden dramatiker, universitetsrektor og baron. Holbergs historie er et eventyr værdig. Han blev ikke gift, og han skabte et forfatterskab gennem tre raptusser, tre perioder, hvor han ydede en næsten manisk arbejdsindsats.
Hovedkilden til vores viden om Holbergs liv er hans tre selvbiografier (Levnedsbreve) og enkelte af epistlerne. De ganske få rigtige breve, vi har fra hans hånd, har som oftest forretningsmæssig karakter. Ellers har Holberg naturligvis sat sit aftryk alle de steder, hvor han har virket som embedsmand ved universitetet og som godsejer. Til gengæld for manglen på kilder må vi glæde os over, at Holbergs beretninger i levnedsbrevene er noget af det mest læseværdige, vi har i vores litteratur. Levnedsbrevene giver et stærkt indblik i Holbergs samtid, og det på trods af, at man som læser ustandselig oplever, at han leger med grænserne mellem fiktion og virkelighed. I vore dage ville man oplagt kunne tale om, at Holberg skrev autofiktion.
Holberg blev født i den rige handelsby Bergen i Norge i 1684. Faderen var en højt dekoreret officer, der havde udmærket sig under Svenskekrigene. Moderen kom fra en præstefamilie. Holberg var den yngste i en søskendeflok på 12, hvoraf kun seks nåede voksenalderen. Hans to ældre brødre blev begge præster. Allerede da Holberg var et år gammel, døde faderen, og da han var 10 år, døde også moderen. Holberg voksede op hos familie (morbroderen Peder Lem) og klarede sig så godt i skolen, at han fik mulighed for at læse på universitetet i København.
Kun 19 år gammel aflagde Holberg eksamen i filosofi og teologi og tog derefter på flere dannelsesrejser i Europa. Her stiftede han bekendtskab med tidens tanker og udviklede sig til en søn af oplysningstiden. Efter hjemkomsten til København begyndte Holberg at udgive bøger, som sikrede ham en stilling som professor ved universitetet.
Sin karriere på universitetet indledte Holberg som professor i metafysik, siden overtog han professoratet i veltalenhed og endelig i historie. På Holbergs tid havde universitetet 17 faste professorstillinger, og stillingerne blev ikke alene tildelt ud fra kandidaternes viden om specifikke emner, men også ud fra anciennitet. Ofte greb kongen ind og tildelte professorater til fortjenstfulde unge mænd, hvilket også var tilfældet med Holberg. Når man først var ansat som professor, kunne man avancere fra det ene professorat til det næste. Løn og indflydelse afhang af, hvor i hierarkiet man befandt sig. De fornemste var teologerne, herefter kom juristen og de to medicinere (lægerne). I mellemgruppen befandt professorerne i fysik, græsk, historie, etik, logik og veltalenhed sig. Lavest i hierarkiet var professorerne i hebraisk, matematik og metafysik. Holberg avancerede således fra det laveste professorat til den næsthøjeste gruppe.
Holberg var meget belæst, og han var optaget af filosofi, historie, videnskab og samfundsforhold. Ved siden af de omfattende studier bidrog Holbergs fem udenlandsrejser, der beskrives i Første Levnedsbrev, afgørende til at præge hans forfattervej. Studierne og rejserne var grundlaget for komedierne og de historiske værker, ligesom rejserne havde stor betydning for de mange bøger og essays, han skrev om emner af enhver art.
Holbergs første udenlandsrejse.
Da Holberg stod med sin endelige eksamen fra universitetet i hånden og kortvarigt havde været huslærer i Bergen, drog han på sin første udenlandsrejse. Med 60 rigsdaler på lommen gik turen til Holland. Holberg var umoden, og turen savnede et mål. Måske er det forklaringen på, hvorfor udbyttet af turen blev begrænset. Efter opholdet i Holland, hvor Holberg havde formøblet sin arv på fornøjelser, drog han for sidste gang i sit liv tilbage til Norge i håbet om at kunne få støtte fra familien. Han opholdt sig vinteren 1705-1706 i Kristiansand hos en halvfætter, indtil han fik mulighed for at rejse igen. Denne gang gik rejsen til England.
Holbergs anden udenlandsrejse.
I to et halvt år opholdt Holberg sig i England, hvor han tog ophold i London og Oxford. I Oxford studerede han flittigt på det veludstyrede Bodleian Library, han spillede musik, nød studenterlivet og underviste engelske studerende i sprog og musik. Men som protestant kunne han ikke blive indskrevet på universitetet. Det ville kræve, at han konverterede til den anglikanske kirke.
Det var under opholdet i Oxford, at lysten til at skrive blev vakt, og det var her, at Holberg for alvor besluttede sig for at blive forfatter. Han begyndte at samle materiale til et værk om europæisk historie og geografi.
Universitetet i Oxford var temmelig konservativt. I hvilken udstrækning Holberg stiftede bekendtskab med kulturlivet, det selvbevidste borgerskab og frisindet, er usikkert.
Uanset hvad er der meget i den engelske tænkemåde, som svarer til de værdier, der kom til at præge hans senere forfatterskab – eksempelvis englændernes pragmatisme, tolerance, ordentlighed og munterhed.
Efter sit Englandsophold oplevede Holberg solid støtte fra magtfulde kredse omkring universitetet. Juraprofessor Christian Reitzer (1665-1736) gav Holberg adgang til sit enorme bibliotek og introducerede ham til nogle af de forfatterskaber, som fik størst indflydelse på hans historiske forfatterskab. Professor i græsk Poul Vinding (1658-1712) sikrede Holberg plads på Borchs Kollegium, mens geheimeråd Iver Rosenkrantz (1674-1745) gav Holberg et stort studielegat. I kredsene omkring hoffet og universitetet søgte man aktivt efter begavede mænd fra rigets forskellige dele, som kunne bidrage til at fastholde og udvikle sammenhængskraften i dobbeltmonarkiet. Holberg var en vigtig brik i denne ambition, idet han skrev på det fælles skriftsprog, dansk.
Holbergs tredje udenlandsrejse.
I 1708-1709 rejste Holberg til Tyskland som ledsager for Povl Vindings 17-årige søn, Andreas Vinding (1691-1766), senere oberst og godsejer, der skulle til Dresden for at bo i huset hos baron von Løvendal (1660-1740). Efter at have afleveret den unge Vinding var Holberg fri. På vejen derfra opsøgte Holberg universiteterne i Leipzig og Halle. I Halle kontaktede han den berømte jurist og filosof Christian Thomasius (1655-1728), der tog imod Holberg. Thomasius skuffede dog Holberg, idet han var fuldstændig uengageret i samtalen. Forklaringen var ifølge Holberg selv, at den store mand tænkte, at det var tidsspilde at diskutere filosofi med så ungt et menneske. På trods af det skuffende møde fik Thomasius betydning for Holberg. Thomasius var nemlig en af fædrene til den naturret, som Holberg efter sin næste store rejse udgav en bog om, nemlig Natur- og folkeretten.
Da Holberg vendte tilbage til København, arbejdede han ihærdigt på en række manuskripter, som kunne sikre ham en karriere. Han udfærdigede biografier om de tre seneste danske konger, en europæisk historie og en geografisk introduktion, mens han boede på Borchs Kollegium (1709-1714). Med gratis bolig på kollegiet og et stort studielegat behøvede Holberg ikke klage, og han kunne koncentrere sig om sine studier.
Kongebiografierne afleverede Holberg sandsynligvis til kongen i forbindelse med en audiens i 1712. Manuskriptet blev nådigt modtaget, og i 1714 søgte Holberg kongen om et professorat ved universitetet. Titlen fik Holberg, men løn måtte han vente på. Løn ville han først få, når der blev et professorat ledigt.
Holbergs fjerde udenlandsrejse (til Frankrig og Italien).
Med professoratet, som Holberg fik i 1714, bortfaldt studielegatet. Holberg havde imidlertid ikke levet op til studielegatets krav om, at legatmodtageren skulle studere ved protestantiske universiteter i udlandet i en længere periode. Derfor skyndte Holberg sig at tage afsted på den krævede rejse, der blev temmelig dramatisk.
Han sejlede til Holland og lod sig transportere videre på flodbåde. Da han dernæst ankom til Bruxelles, besluttede han sig for at spare penge og gik resten af vejen til Paris. Begejstret over at være i verdens dengang største by viklede Holberg sig ind i debatter om religion, opholdt sig på biblioteker og overværede retssager. Om han så teater, ved vi ikke noget om. Det, vi ved om rejsen, kommer fra Holbergs Første Levnedsbrev (hans selvbiografi).
Efter et års ophold i Paris drog Holberg nu til Rom. På vejen oplevede han galejslaver og eksotiske folk i Marseille. Han stødte også ind i røvere og fik malaria, hvorefter han besluttede sig for at sejle til Rom.
På vej til Rom blev han passet op af sørøvere, men rejsen var ifølge Holberg det hele værd. I sin selvbiografi skriver han om mødet:
Efter to dages fodtur gjorde jeg min entré i Rom gennem den port, der ligger i nærheden af Vatikanet. Hvad der ikke blot i Rom, men i hele verden er allermest seværdigt, stilles os straks for øje dér. Synet såvel af borgen som af kirken og pladsen forjog al gammel sorg af mit sind. Men frem for alt henrev kirkens pragt mig til beundring; thi hvorhen det uvante øje end vender sig, møder det enten det strålende marmor med glans af mønstrede årer
eller de gamles håndværk og kunst. Efter at jeg havde mættet mine grådige øjne, havde jeg kun indkvartering i tankerne (…). (fra Første Levnedsbrev, oversat af Ole Thomsen)
I Rom blev Holberg således betaget af de vidunderlige bygningsværker, indsugede folkelivet og læste flittigt på bibliotekerne. Først boede han hos en husvært, hvis kone var prostitueret. Senere flyttede han til et roligere sted, hvor han boede sammen med en omrejsende commedia dell’arte-teatertrup.
Da Holberg besluttede sig for at drage hjem til København, gik han det meste af vejen. Undervejs gjorde han en række kortere ophold. Fjorten dage tog turen til Firenze, hvor han kortvarigt var turist. I Torino blev han betaget af de symmetriske gader og de pragtfulde huse. For Holberg fremstod byen som den smukkeste, han havde set på sin lange rejse. Hastigt krydsede han Alperne uden at have meget at bemærke. Undervejs på rejsen oplevede han det krigshærgede Europa (efter Den Spanske Arvefølgekrig 1701-1714) og så, hvordan franskmændene var rykket frem. Da Holberg endelig nåede frem til Amsterdam, tog han et skib hjem til Danmark.
På rejsen opsøgte Holberg flittigt bibliotekerne, hvor han nysgerrigt læste den klassiske litteratur, ligesom han satte sig ind i samtidens store spørgsmål. Han blev optaget af religiøse spørgsmål, så storslåede byer og mødte teatret. Det var alt sammen forhold, som fik afgørende betydning for Holberg senere i livet.
Holbergs femte udenlandsrejse
Efter at have oplevet succesen på teaterscenen i København ønskede Holberg at undersøge, om han kunne eksportere sine komedier til Frankrig, og derfor drog han 1725-1726 til Paris med et par af sine komedier oversat til fransk under armen. Desværre var moden skiftet, og Holberg måtte drage hjem med uforrettet sag. Hjemme igen i København lagde han det fiktive forfatterskab på hylden og vendte sig endnu engang mod det historiske forfatterskab. Det er også omkring dette tidspunkt, at Holberg udgav sit Første Levnedsbrev (1728).
I 1717 blev professoratet i metafysik ledigt. Holberg tog imod stillingen, på trods af at det ikke var hans ønskestilling. I 1720 skiftede han til stillingen som professor i veltalenhed, hvor han skulle undervise i romersk litteratur. Denne stilling beholdt han indtil 1730, hvor han blev professor i historie.
Ved siden af professorgerningen skiftede Holberg fuldstændig kurs i sit forfatterskab efter hjemkomsten fra den romanske rejse. Nu blev arbejdet med de historiske og juridiske værker, der inkluderede europahistorien, Anhanget og Natur- og folkeretten, afløst af den poetiske raptus. Det var i denne periode, at han skrev Peder Paars, skæmtedigtene og de fleste af komedierne. Et af de helt store spørgsmål i studiet af Holberg er, hvad det var, der drev ham mod det komiske og satiren i forfatterskabet.
Den umiddelbare anledning var, at Holbergs værste rival på karrierevejen Andreas Hojer (1690-1739) anklagede ham for plagiat i debutværkerne. Holberg fór i blækhuset og skrev et par satirer, som blev offentliggjort. Holberg havde latteren på sin side og fik anerkendelse for gensvaret. Oplagt er det, at Holberg fik blod på tanden. Allerede i 1719-1720 udgav han sit store satiriske epos, Peder Paars, der står som et hovedværk i forfatterskabet.
Da Holberg i 1720 blev professor i latinsk veltalenhed, læste han sig for alvor ind på hele den store klassiske arv fra antikken. Samtidig blev han bedt om at holde baccalaurtalen – en festtale for de studerende ved universitetet. Holberg besluttede sig for, at han ville komme med en sønderlemmende kritik af universitetet. Talen blev censureret bort, før den blev holdt, og opgaven gik til en anden.
Da forskellige kredse i begyndelsen af 1720’erne ønskede at skabe en dansksproget skuespilscene, var Holberg efterhånden en oplagt kandidat til at skrive komedier til teatret – en velstuderet særdeles kritisk satiriker. Holberg slog til, og i løbet af ganske kort tid blev han hovedleverandør til den nye scene.
Teatret kæmpede med store økonomiske problemer, og da det tilmed sammen med store dele af København brændte i 1728, tørrede den poetiske raptus hos Holberg ud for en periode. Han vendte tilbage til det historiske arbejde, og han avancerede i 1730 til at blive professor i historie. Han skrev nu sine mest omfattende værker, bl.a. Danmarks riges historie i tre bind på samlet 2.500 sider. Siden fulgte en omfattende kirkehistorie og en lige så omfattende jødisk historie.
Efter en tidsbegrænset periode som rektor for universitetet 1735-1736 trak Holberg sig tilbage, men fortsatte dog med at administrere universitetets økonomi. I sit forfatterskab vendte han sig i stedet mod en meget bredspektret undersøgelse af alverdens forskellige felter. Næsten uanset hvor han vendte blikket hen, gav det anledning til moralfilosofiske betragtninger. Han skrev om alt fra astronomi og religion over japaneres levevis til grønlændernes egenskaber. Det er også i denne periode, at han skriver romanen Niels Klim og introducerer essayet på dansk. Denne fase er Holbergs tredje raptus efter den poetiske og den historiske.
Gennem hele sit liv var Holberg meget dygtig til at styre sin økonomi. Han formåede som en af de første i vores historie at gøre sit forfatterskab til en forretning. Og han investerede klogt i bygninger og administrerede sine jordbesiddelser på bedste vis. Han endte med at blive umådelig rig.
Kongen ønskede at genetablere Sorø Akademi, og med fornemme herrers mellemkomst endte det med, at Holberg testamenterede sin formue til akademiet. I den forbindelse blev han adlet af kongen. I dag kan man besøge en af hans gårde, Tersløsegaard, der er indrettet som Holbergmuseum. Holberg selv ligger begravet i klosterkirken i Sorø.
Piranesi: Peterspladsen i Rom. Under sit ophold i Rom opsøgte Holberg med glubende appetit såvel de antikke monumenter som den moderne by. Her er gengivet et kobberstik af Giovanni Piranesi (1720-1778) fra 1748, der viser Peterskirken og Peterspladsen. Ifølge Holberg er det verdens største seværdighed. Vatikanet var det første, Holberg mødte ved sin ankomst til Rom. Kobberstikket stammer fra The Harvard Art Museum.
Gammeltorv i København. Vi ser her Gammeltorv, som var byens gamle markedsplads. Efter Københavns brand i 1728 flyttede Holberg ind på det travle Gammeltorv ved siden af rådhuset. Rådhuset med spir lå midt på pladsen. Holberg boede i huset med de lodrette hvide pilastre (‘linjer’) til venstre i billedet på hjørnet til den gade, som i dag er Strøget. Rådhuset er i dag væk, ligesom de huse, der brændte i 1795. På den anden side af rådhuset stod byens kag, en pæl, straffede blev bundet til, når de skulle piskes. Billedet er malet af Johannes Rach (1721-1783) og Hans Eegberg (1723-1784) og findes i dag på Nationalmuseet. Illustrationer her er gengivet efter Holbergtidens København skildret af malerne Rach og Eegberg, Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busck, København 1977.
Holbergs Første Levnedsbrev er den første af flere selvbiografier, hvori man bl.a. finder en beskrivelse af hans rejse til Paris og til Rom 1714-1716. Rejseberetningen er meget fascinerende, og der er ingen tvivl om, at rejsen fik afgørende betydning for Holbergs udvikling som menneske og som forfatter
Læs Første Levnedsbrev. Den romanske rejse 1714-1716 (s. 52-119: “Dog, kort før denne forfremmelse … mine ben til København”)
Paris (s. 56-77)
Rejsen fra Frankrig til Italien (s. 91-99)
Rom (s. 98-112)
Sammenfattende spørgsmål
Marstrand: tegning af Holberg, der møder to herrer. Ifølge overleveringen skulle Holberg på et tidspunkt have mødt en officer og en lærd pendant, der udfordrende sagde til Holberg: ”Vi går ikke af vejen for en nar”, hvortil Holberg svarede: ”Jeg går gerne af vejen for to”. Holberg møder her Jean de France og Jacob von Tyboe – to karakterer fra komedierne. Tegning af Wilhelm Marstrand (1810-1873). Privateje.
Holberg som historieprofessor og assessor. Det ældste portræt, vi kender af Holberg, er trykt i hans danmarkshistorie i 1732. Kobberstikket er fra 1731 og viser den selvbevidste universitetshistoriker. Under portrættet står der ”Ludovic: Holberg Assessor Consist: et Prof: Hist: Hafn: 1731 Ch: Fritzsch sculps: Hamb:”, dvs. “Ludvig Holberg: medlem af konsistorium og professor i historie. København 1731”. Portrættet blev udført af den hamborgske kobberstikker Christian Fritzsch (1695-1769). Illustrationen stammer fra Det Kgl. Bibliotek.
I forordet til Metamorphosis, som Holberg udgav umiddelbart efter hjemkomsten fra sin anden Parisrejse (1725-1726), lod han sit pseudonym Hans Mikkelsen skrive, at han havde udgivet sit sidste fiktive værk.
Det blev sidste gang, Holberg lod sit pseudonym optræde, men det blev langtfra hans sidste fiktion. Holberg udgav i 1741 romanen Niels Klim og i 1751 Moralske fabler, og en række komedier kom til, da teatret åbnede igen efter Christian 6.s død i 1746. Når forordet til Metamorphosis er nævnt her, er det, fordi det giver et indtryk af de overvejelser, Holberg gjorde sig på det tidspunkt, hvor han for en længere periode lagde poesien fra sig.
Metamorphosis er skrevet på vers, hvor Holberg lader dyrene få stemme. Som så mange gange før og efter havde Holberg et klassisk forlæg, da han skrev Metamorphosis. Denne gang var det den romerske digter Ovids Metamorfoser. Ovid (43 f.Kr.-18 e.Kr.) havde i sit værk skrevet et poetisk og indlevet digt, hvor mennesker bliver forvandlet til dyr og planter. Holberg parodierer formen og skriver et værk, hvor han vender det hele på hovedet. Hos Holberg bliver solsikkerne hofdamer, idet de altid vender sig mod solen. Ræven bliver ambassadør, og gederne filosoffer.
poëtiske fiktive
sans comparaison uden sammenligning
barbers barberer havde til opgave at årelade folk foruden at klippe og barbere
sigelse udsagn
flegmatisk langsom
fior i fjor, sidste år
resolveret besluttet
formalisere sig føle sig stødt over
skiemtes med gøres grin med
seculis (lat.) århundreder
Holberg som baron. Den svenske kunstner Johan Roselius (1725-1803) malede Holberg, efter at han var blevet baron. Her ser vi den ældre Holberg. Originalen gik til ved Sorø Akademis brand i 1813, men heldigvis er denne veludførte kopi bevaret. Er blikket en anelse mere afslappet end det, vi ser i kobberstikket ovenfor? Billedet her er gengivet fra wikipedia.org.
Grundlæggende præsentation af en række europæiske landes historie.
Geografisk beskrivelse af folkene i en række europæiske lande.
Juridisk grundbog. Her fandt Holberg sit samfundssyn og udstak retningen for forfatterskabet.
Holberg udviklede her sin skarpe satiriske pen i sin skønlitterære debut. Værket er skrevet på vers og er en parodi på Vergils Æneiden.
I alt udgav Holberg tre selvbiografier. Første Levnedsbrev udkom i 1728, de andre udkom 1737 og 1743. Her hører vi om rejserne og værkerne.
Bred tilstandsbeskrivelse af Danmark og Norge.
Holbergs samlede udgave af komedierne. Senere kom der flere til.
Holbergs største værk fylder 2.500 sider og er en sammenhængende danmarkshistorie fra begyndelsen frem til og med Frederik 3.s død i 1670.
En række dobbeltportrætter af kendte mænd og kvinder fra historien, der bruges til at reflektere over filosofiske og moralske spørgsmål.
Den første danske roman.
Holbergs moralfilosofiske hovedværk.
Med sine 539 epistler i fem bind introducerer Holberg essayet i Danmark.
Holbergs værker. Her ses et udvalg af Holbergs værker opstillet i kronologisk rækkefølge. Det ses tydeligt, hvordan værkerne under den historiske raptus i midten får et større omfang end før og efter. Foto: Sune Berthelsen.
Holbergs våbenskjold. Da Holberg blev baron, fik han maleren Jacob Fosie (1679-1763) til at udfærdige et våbenskjold til sig. Udkastet findes på Sorø Akademis bibliotek, og på bagsiden har Holberg skrevet: ”Dette vaaben beder ieg allerunderdanigst mig at blive forundt”. Våbenskjoldet giver en fornemmelse af, hvad Holberg gerne ville forbindes med. Vi ser lyren, som fortæller om forholdet til kunsten. Fyrretræerne refererer til hans norske opvækst. Kronerne har syv takker og fortæller, at der er tale om en baron. De to sfinkser hentyder muligvis til det gådefulde og/eller til den stoiske ro. Den blå klippe i midten kan meget vel referere til Holbergs eget navn: hul og bjerg. Eller måske viser den hen til det hul i bjerget, Niels Klim faldt i. Illustrationen stammer fra Jubeludgave af Ludvig Holbergs samtlige Comoedier, illustreret af Hans Tegner, Ernst Bojesens Kunstforlag 1883-1888.