Antikken som ideal og karikatur
Siden renæssancen havde lærde søgt at spejle sig i antikkens idealer, men på Holbergs tid var der opbrud på vej. På den ene side var antikken et ideal, man burde stræbe efter; på den anden side kunne antikken bruges til at skabe en karikatur, og Holberg brugte begge former. Han havde allerede i skolen fået kendskab til de klassiske romerske forfattere, og han forøgede sin viden gennem studierne på universitetet og i sin tid som professor. I værkerne stråler hans viden tydeligt igennem.
I alle dele af sit forfatterskab trak Holberg kraftigt på sin store klassiske viden – om det var i de fiktive værker eller historiske værker. Selv i sine selvbiografier trækker han på de antikke forbilleder. Her følger fire eksempler, der viser, hvordan Holberg brugte antikken i sit forfatterskab.
Andet Levnedsbrev (1737)
I 1728 oplevede København en omfattende brand, der lagde store dele af byen i ruiner. Holberg skrev om branden i anden del af sin selvbiografi (Andet Levnedsbrev), og længe betragtede man hans beskrivelse som en af de væsentligste kilder til begivenheden, indtil det viste sig, at Holberg havde sammenstykket beskrivelsen af en række citater fra antikke forfattere. Han havde brugt en berømt beskrivelse af Roms brand under kejser Nero i år 64 e.Kr., og Plinius den yngres lige så berømte beskrivelse af Vesuvs udbrud i 79 e.Kr. Den første reaktion for en nutidslæser er indlysende, at Holberg blev taget i at snyde. Sådan så Holbergs samtid imidlertid ikke på det. I samtiden kendte alle de tekster, som Holberg benyttede, og læserne har nok snarere tænkt, at det var en begavet ”collage”. Måske har de ligefrem tænkt, at det var en både vidende og humoristisk sampling. Under alle omstændigheder er det begrænset, hvad beskrivelsen af branden siger om de virkelige begivenheder (se en nærmere præsentation af teksten på siden om København, som også indeholder en henvisning til holbergsskrifter.dk, hvor det i kommentarerne til tekststykket fremgår, hvad det er, Holberg har hentet).
Peder Paars (1719-1720)
Også i det satiriske helteepos Peder Paars brugte Holberg sin viden om antikken. Her rejser hovedpersonen fra Kalundborg til Århus – altså fra Sjælland til Jylland. Som forlæg for fortællingen valgte Holberg den græske forfatter Homers Odysseen og den romerske forfatter Vergils Æneiden. De to bøger er blandt antikkens absolut mest berømte værker. De er skrevet på vers og foregår i et heroisk-mytisk univers, hvor der bliver fortalt om, hvordan guder og helte griber ind i almindelige menneskers liv.
I Peder Paars ser vi, hvordan Holberg arbejdede med genren og overførte den til sit satiriske epos. Nu var det ikke længere Odysseus eller Æneas, der rejste rundt i Middelhavsområdet. Nu var det Peder Paars, der skulle til Jylland. Undervejs på sin rejse strander Paars på Anholt pga. gudernes indgreb i fortællingen. Hos Holberg bliver det ophøjede således vendt på hovedet og skal frembringe latter.
Ulysses von Ithacia (1725)
I Ulysses von Ithacia tager Holberg fat på den heroiske beretning om belejringen af Troja – og gør heltene til grin. Igen tager han fat i helteberetninger fra Odysseen, Iliaden og Æneiden og vender det hele på hovedet. Holberg bearbejder det storstilede helteepos med inspiration fra den spanske forfatter Miguel de Cervantes’ (1547-1616) satiriske roman Don Quijote (1605). Hos Cervantes møder vi den idealistiske adelsmand, der efter at have læst for mange ridderromaner drømmer om store bedrifter. Sammen med sin mistroiske og jordbundne tjener rider han ud og oplever det ene nederlag efter det andet. I komedien kommer det heroiske således til at fremstå absurd og det almindelige som det heroiske.
Erasmus Montanus (1731)
For Holberg var det vigtigt, at den kunst, man dyrkede, og den viden, man søgte, tjente et formål i forhold til samtiden, hvorfor Holberg også var modstander af lærde pedanter – dem, som fuldstændig har fjernet lærdom fra enhver relevans for samtiden. I komedien Erasmus Montanus møder vi fx en verdensfjern nar, der dyrker en udgave af den antikke logik og talekunst, der har mistet forbindelsen til virkeligheden.
De fire eksempler ovenfor illustrerer, hvordan Holberg forholdt sig til de klassiske forlæg. Når han brugte og lavede grin med antikken, var det ikke, fordi han var modstander af antikken. Han brugte de store fortællinger som udgangspunkt og som omdrejningspunkt. Men de kom både til at virke som ideal og som kontrast. De klassiske helteeposser dyrkede nogle idealer, som oplysningsmanden Holberg måtte tage afstand fra. Formen og tematikken tiltalte ham, mens dele af ideologien og menneskesynet frastødte ham.
