Historikeren bliver satiriker
Holberg var igennem hele sit forfatterskab optaget af heltebegrebet. Fra de første historiske værker til de store samlede historiske fremstillinger, og fra det satiriske helteepos Peder Paars til romanen Niels Klim.
Da Holberg først trådte ind på scenen som forfatter, var det for at blive officiel historieskriver for Frederik 4. Han afleverede tre stærkt rosende helteportrætter af de seneste tre danske konger (Christian 4., Frederik 3. og Christian 5.).
Heldigvis for eftertiden fik han ikke stillingen. Da Holberg havde udgivet sine første historiske værker, blev han anklaget for plagiat af sin værste rival Andreas Hojer (1690-1739). Anklagen var ikke uberettiget, idet Holberg i høj grad havde genbrugt stoffet fra sine forlæg. Den ærekære Holberg svarede igen på anklagen med et par smædeskrifter vendt mod Hojer. Stillingen som kongelig historiograf fik Hojer. Imidlertid viste Holberg sig at have talent for det lattervækkende, og således blev historikeren satiriker.
I det videre forfatterskab vendte Holberg ofte tilbage til heltefremstillingerne, men ofte havde han en satirisk ræv bag øret. Værdihierarkierne blev udfordret, idet han yndede at lade den monumentale fremstilling mødes med det almindelige. På den måde blev det ophøjede ofte afsløret som forløjet. Holbergs tidlige arbejde med at skrive glorificerende kongeportrætter var givetvis en forudsætning for, at han senere kunne udstille det latterlige ved heltene.
Antihelten Peder Paars
Med de satiriske skrifter fik Holberg blod på tanden i forhold til at udvikle sit fiktive og satiriske forfatterskab. I det satiriske helteepos Peder Paars (1719-1720) blandede Holberg to af antikkens mest berømte helteberetninger med satiren. Her blev grækernes fortælling om Odysseus og romernes om Æneas forbundet med den satiriske roman Don Quixote (se også siden om Antikken).
I den oprindelige antikke fremstilling om Odysseus udkæmpes den trojanske krig over ti år, hvor guderne ustandseligt griber ind i menneskenes historie. Efter krigens afslutning drager Odysseus hjem til Ithaka, hvor han er konge. Turen tager ti år og fører Odysseus i armene på kykloper, sirener og uhyrer. Cervantes’ roman Don Quixote handler om en spansk adelsmand, der forlæser sig på ridderromaner, længe efter at riddertiden er ophørt. Optændt af ønsket om at blive en helt drager han ud i verden. Uanset hvor han vender sig hen, ser han muligheder for at vinde hæder og ære. Og uanset hvor han vender sig hen, griner omgivelserne ad ham.
Holberg tager nu den klassiske heltehistorie og omplanter den til dansk grund. Han lader Peder Paars rejse fra Kalundborg til Århus, hvor hovedpersonen skal mødes med sin forlovede. Undervejs på sejladsen bliver Paars offer for et skænderi blandt guderne og ender på Anholt. Det ophøjede og det profane blandes.
Komediernes helte
Også i komedierne behandler Holberg heltetematikken. I Erasmus Montanus gør Holberg den unge universitetsstuderende med de rigtige meninger til en nar. I Ulysses von Ithacia tager Holberg fat om det samme udgangspunkt som i Peder Paars og skaber en vanvittig og morsom fremstilling, der udleverer heltebegrebet (se eventuelt temaet om Antikken).
Heltehistorier
I 1739 udgav Holberg sine Heltehistorier. Her opstillede han en række dobbeltportrætter af store mænd fra verdenshistorien. Senere udgav han også et bind med Heltindehistorier (1745). Mange af dem var eksotiske og ukendte for den almindelige læser. Forud for hvert dobbeltportræt opstillede Holberg en indledning, ofte med en moralsk overvejelse.
Holberg var optaget af, hvordan fornuften som ledetråd kunne hjælpe menneskene med at gøre det rigtige i verden. Han yndede at udfordre læserens forståelse af det rigtige og det gode.