Sproget i perioden og Holbergs sprog
Bøger på dansk blev i 1700-tallet til en aktiv del af enevældens kulturpolitik. Jævne mennesker skulle opdrages til at være flittige og produktive borgere. Ved at give borgerne adgang til bøger var det tanken, at de ikke ville forledes til amoral og skørlevned. Holberg havde en væsentlig andel i udviklingen af det danske sprog i perioden, en udvikling, centralmagten i stadig højere grad engagerede sig i.
I skoleforordningen fra 1739 kom dansk ind som et af de områder, der skulle styrkes. Intet skulle studeres, som eleverne ikke først havde forstået på deres eget modersmål, og eleverne skulle lære at oversætte tekster til og fra latin.
I 1775 fik dansk en selvstændig plads på skemaet, så eleverne kunne lære at læse, skrive og stave. Ud over de praktiske og de moralske begrundelser for den aktive sprogpolitik ønskede man at forbedre sammenhængskraften mellem stænderne og mellem rigets forskellige dele.
Allerede i fortalen til sit første værk, Introduktion til de europæiske rigers historier (1711), nævner Holberg, at det havde været en vigtig forudsætning for at skrive værker, at der ikke tidligere var skrevet en europæisk historie på dansk.
I Natur- og folkeretten (1716) skrev Holberg, at han hvert andet år ville udgive nye bøger om nye emner, som aldrig var blevet behandlet på dansk før. Da Holberg 51 år gammel udgav sin store danmarkshistorie, skrev han, at han ville testamentere det, der var tilbage efter hans død, til det danske sprogs udvikling. Holbergs formue endte med at tilfalde Sorø Akademi og bidrog således til at genrejse den institution, som Christian 4. havde lagt grundstenen til.
I tråd med denne kraftige optagethed af at udvikle det danske sprog udskrev Holberg i 1737 en konkurrence om, hvem der kunne skrive det bedste danske digt – inspireret af den romerske digter Horats (65-8 f.Kr.) og den kunststøttende politiker Mæcenas (70-8 f.Kr.). Konkurrencerne fortsatte hvert halvår frem til 1740 og hver gang med krav om, at digtene skulle tage udgangspunkt i forskellige romerske digtere. I alt blev 24 digte trykt, og hvert af de trykte digte fik en skriftlig vurdering af Holberg.
Holberg var dybt optaget af den lange europæiske kultur- og litteraturtradition, og han forsøgte utallige steder i forfatterskabet at overføre ideer og sproglige stilarter til dansk. Ved at spejle sproget i de antikke forlæg udviklede han det, der kunne tales om på dansk. Med sproget som instrument ønskede han at forædle samfundet, og med udviklingen af sproget ville han gøre det tilgængeligt for bredere dele af befolkningen. Flere andre betydningsfulde mænd fulgte i Holbergs fodspor og udskrev konkurrencer om at udvikle sproget.
Sprogfornyelse eller fremmedord?
Holberg søgte at udvikle det danske sprog, så det kom til at fungere inden for nye domæner. Han lavede en række fordanskninger af fremmedord. Men der var grænser for, hvor langt han ville gå.
Holberg tog afstand fra de mest radikale purister i sin samtid. Hvis man sammenligner første- og andenudgaven af Holbergs danmarkshistorie, får man en tydelig fornemmelse af, hvordan han arbejdede med at udvikle sproget. De eneste ændringer, Holberg stort set foretog, var fordanskninger af fremmedord. Således bliver acqvireret til erhvervet, vivacitet bliver til hurtighed, og omina bliver til forvarsler.
Modsat denne tendens afviste Holberg ideen, da en ung kollega F.C. Eilschov (1725-1750) ville fordanske en lang liste med fremmedord. Bogsal skulle erstatte bibliotek, stjernekunst skulle træde i stedet for astronomi, mens auditorium blev til høresal og januar til glugmåned. For Holberg handlede det om, at forholdet mellem fornyelsen og det kendte skulle finde en gylden middelvej.
Fiktionens sprog
Måske var det i det fiktive forfatterskab, at Holbergs nysgerrighed efter og interesse for sproget kom allerstærkest frem. Hans optagethed af sproget var ikke alene et udtryk for den rationalistiske og pædagogiske ambition. I de fiktive værker lod Holberg ofte forskellige sproglige udtryksformer støde sammen. Høj stil stod over for lav, det landlige sprog stod over for bysproget, mens det lærde mødte det ulærde for blot at nævne nogle af kontrasterne. Gennem de sproglige sammenstød undersøgte Holberg, hvad der kunne siges, og han udfordrede sprogets grænser.
Holberg eksperimenterede ofte med det absurde. I komedien Den stundesløse lod han den kedeligste (og måske også morsomste) kærlighedserklæring være en leg med tal. Kærlighedserklæringen bliver lagt i munden på den uformående og håbløse bogholdersøn, der naturligvis kun har tal som referenceramme. Når han skal tale om kærligheden, må parallellen til forholdet mellem kønnene findes i forholdet mellem nuller og ettaller. Hos Holberg bliver det kedelige uendelig sjovt gennem legen med sproget.
Sprog og offentlighed
I komedien Mester Gert Westphaler (1723) optræder barberen, der altid taler og aldrig lytter. Han bliver et eminent eksempel på, hvordan enhver kommunikation bryder sammen. Holberg tog i komedien fat i en af de interessante udviklinger, som fandt sted i 1700-tallet, hvor adgangen til nyheder voksede, og politiske emner og store begivenheder ofte blev samtaleemner for borgerne.
Gert er kun overfladisk optaget af det, som sker, på samme måde som hovedpersonen i komedien Den politiske kandestøber. Problemet med Gert er, at han ikke fordøjer det, han læser, og ustandseligt fortaber han sig i ligegyldige detaljer. Den svære kunst for Holberg har været at fremstille hovedkarakteren så kedelig, at de andre personer/roller flygter, på en så morsom måde, at publikums interesse fastholdes.
Kommunikationen foregår på flere niveauer. Komedien handler om dialogen mellem rollerne, og den handler om kommunikationen mellem skuespillerne og publikum. Endelig kan komedien også ses som en kritisk refleksion over den offentlighed, som langsomt var ved at vokse frem.
Hvordan taler man med hinanden, og hvad taler man om?
Sprog og identitet
I komedien Jean de France er sproget også et helt centralt omdrejningspunkt. Man talte mange forskellige sprog i datidens København. Fransk talte man ved hoffet, latin var det internationale sprog blandt de lærde, og i hæren talte man tysk. Dansk talte man til tjenestefolkene. Hertil kom naturligvis nordmænd, færinger og islændinge fra rigets forskellige dele.
Jean de France er netop et udtryk for, hvordan forskellige sproglige sfærer støder sammen. Her møder vi den unge mand, der har været i Frankrig, hvor han har aflagt sig sit danske navn, Hans Frandsen, til fordel for det franskklingende navn Jean de France. Narren taber sig selv i forsøget på at hævde sig gennem det sprog, som han ikke har tilegnet sig særlig godt.
Komedien handler om, hvordan sproget er afgørende for at danne identiteten, og vi oplever, hvordan det kan gå gruelig galt, når formen ikke bundfælder sig. Udfordringen ved at finde sig selv var afgørende til stede i en verden, hvor der blev talt så mange forskellige sprog.
Sproget og sociale klasser
Et sammenligneligt kultursammenstød har vi i komedien Jacob von Tyboe, hvor en soldat og en akademiker tørner sammen i kampen om den samme pige. Komikken kommer her af modstillingen af den tyskinspirerede militære jargon, der står over for den akademiske latindyrkelse. På Holbergs tid var 20 % af befolkningen i København soldater, mens byen samtidig rummede universitetet. Konflikten i komedien afspejler sammenstød, som faktisk fandt sted i samtiden. Det sociale og sproglige sammenstød i komedien tematiserer, hvordan sprog og identitet er vævet tæt sammen.
Sproget i fornuftens tjeneste
I komedien Erasmus Montanus er sproget også et helt centralt omdrejningspunkt. Den lærde nar Rasmus Berg har studeret på universitetet i København. Her har studierne fået ham til at skifte sit gode danske bondenavn ud med det latinske Erasmus Montanus. Han fylder sit sprog med latinske vendinger og benytter sig af manipulerende logik for at erobre magten. Således er både den sproglige stil og den måde, hvorpå Erasmus bruger sproget i sin argumentation, på spil. Komedien udleverer den forskruede nar, som glemmer at bruge den viden, han har opnået, fornuftigt i forhold til den praktiske verden.
Et helt centralt spørgsmål i Erasmus Montanus er af sprogfilosofisk art. Beskriver sproget blot virkeligheden, eller skaber sproget virkeligheden? For Erasmus handler striden om, at Jorden er rund, om hans ære og om at have ret. For beboerne på Bjerget handler det om at holde fast i det, de har, og om at holde fast ved troen.
Ovenfor er angivet nogle få eksempler på, hvordan Holberg trak sproget frem for at undersøge det. Mange flere kunne nævnes. Holberg var optaget af, hvordan fremmedsprog, modeluner og sociale grupperinger præger vores sprog, ligesom han var optaget af forholdet mellem viden, sprog og magt. Fælles for mange af komediernes undersøgelser af sproget er, at karaktererne ofte bruger sproget som led i et raffineret maskespil. Med udviklingen af sproget var det Holbergs håb at kunne bidrage til at skabe en gnidningsfri og velfungerende offentlighed.
Eftertiden
Holbergs sprog har haft en umådelig stor betydning i eftertiden gennem de mange opførelser af hans komedier på teatrene, gennem de mange læsere, han har haft, og gennem de mange forfattere, som har ladet sig inspirere. Her skal blot anføres to eksempler på væsentlige værker, der afgørende er præget af Holbergs sprog:
Store og gode handlinger
Ove Mallings bog Store og gode handlinger af danske, norske og holstenere, der blev udgivet i 1777, skulle bruges som læsebog, ordbog, historiebog og morallære i forbindelse med den patriotiske undervisning af skolebørnene. Værket fik stor betydning som grundbog i de mange skoler, der voksede frem i slutningen af 1700-tallet.
Mallings bog indeholdt en lang række beskrivelser af personer, der havde udført heltegerninger i danmarkshistorien – gerninger, som kunne stå som idealer for ungdommen. Når børnene læste bogen, blev de klogere på historien, samtidig med at de fik udviklet deres moral. Når de skulle skrive, kunne de, hvis de var i tvivl om, hvordan ord skulle staves, blot slå op i bogen. Det krævede naturligvis, at man kunne huske, hvor ordet stod. Den ubetinget vigtigste kilde til bogen var Holbergs værker, hvilket fremgår af henvisningerne i bogen.
Ordbog over det danske Sprog
Et andet udtryk for Holbergs store betydning for det danske sprog er Holbergordbogen, der fylder fem store bind. Ingen anden dansk forfatter har en tilsvarende bog. Da man udgav den største og mest betydningsfulde danske ordbog, Ordbog over det danske Sprog i 28 bind, trak man kraftigt på Holbergordbogen. Ordbog over det danske Sprog samlede eksempler på, hvordan ordene var blevet brugt gennem tiden fra Holberg og frem til redaktionens afslutning i 1955. Holbergs omfattende og mangesidige forfatterskab gjorde det naturligt at bruge hans værker som udgangspunkt for beskrivelsen af det danske sprog.
