Her på siden kan du studere Holbergs forhold til religionen. Du kan blive klogere på forholdet mellem stat og religion på Holbergs tid, og du kan få en forståelse for, hvordan Holberg balancerer troen i forhold til fornuften. I øvrigt kan du få en forståelse for, hvorfor tolerancen er så vigtig for Holberg.
Holbergs forhold til religionen er et interessant, men også kompliceret emne. Holberg skrev en del om religion i sit forfatterskab, men han levede på et tidspunkt, hvor alle skrifter var underlagt censur. Særligt to forhold var det farligt at udtale sig om: den enevældige konge og religionen.
Med den protestantiske reformation i 1536 kom der et opgør med de katolske autoriteter. Martin Luther (1483-1546) ønskede at betone det personlige trosforhold. Samtidig betød reformationen, at kongen blev kirkens overhoved, og kirken blev herefter genstand for stadig stærkere central styring og kontrol. Under Christian 4. kulminerede antallet af heksebrændinger. Efter enevældens indførelse i 1660 blev kongens greb om kirken styrket yderligere. 33 år senere, i 1693, blev den sidste heks imidlertid brændt på bålet. Herefter var ortodoksien (den strenge rettroenhed) på tilbagetog, og det blev muligt i en periode at tale og handle mere frit. Med Frederik 4. (regerede 1699-1730) ved magten vandt maskeraderne og teatrene frem. Det var dog en stakket frist, for med Christian 6.s magtovertagelse i 1730 var det slut med fornøjelserne. Fra Tyskland var kongeparret blevet optaget af den indadvendte og stærkt moralske bevægelse pietismen, som derfor blev fremherskende i Danmark.
Julestuer og maskerader var blevet forbudt, allerede før teatrene blev lukket, og skuespillere og gøglere fik nu forbud mod at rejse ind i landet. Hertil kom en lang række forordninger, der skulle stoppe det, der i den pietistiske enevældes opfattelse var ukontrollabel munterhed. I 1735 fik arbejdsgiverne pligt til at sørge for, at tjenestefolkene gik i kirke om søndagen. Året efter blev der indført tvungen konfirmation med eksamen i kristendomskundskab. Bestod man ikke prøven, kunne man hverken blive gift eller rejse fra sin hjemstavn. Man kunne ikke få en anbefaling af sin herre, og ens børn kunne ikke blive optaget i håndværkerlavene.
Da Christian 6. døde i 1746, trak den nye konge, Frederik 5., en lang række af pietismens moralbud tilbage. Først fik teatrene lov til at spille igen, og kort tid efter blev der afholdt storslåede maskerader på kongens slot.
Holberg levede således i en religiøs brydningstid. Han var ni år, da den sidste heks blev brændt, og han kom som 18-årig til København, efter at Frederik 4. havde sat sig på tronen. Da Holberg var 38 år gammel, var han kraftigt medvirkende til teatrets opblomstring for blot at opleve, at teatret blev forbudt, da han var 46. Da vindene vendte efter Christian 6.s død, var Holberg 62 år gammel, og han var en af initiativtagerne til, at der igen blev rejst en teaterscene.
For Holberg var særligt moralfilosofien interessant, idet han mente, at den kunne bruges til at få indbyggerne i riget til at handle i overensstemmelse med statens interesser. Holberg syntes, det var lige så oplagt at bruge fornuften som grundlag for at finde ud af, hvad det rigtige var, som det var at slå op i Bibelen. Evnen til at ræsonnere fornuftigt om moralske, politiske og religiøse emner skulle forbindes med tolerance over for anderledes troende.
Holberg var ikke noget udpræget religiøst gemyt, men han var levende optaget af de diskussioner, der rørte sig i det store udland. Selv om Holberg var forsigtig, oplevede han flere gange at befinde sig på grænsen af, hvad censuren tillod.
Holbergs stærkt satiriske roman Niels Klim fra 1741, som bliver behandlet nedenfor, slap med nød og næppe gennem censuren. At Holberg var mærket af dette, fremgår bl.a. af hans Tredje Levnedsbrev fra 1743 (jf. nedenfor).
Holberg havde en grundlæggende nysgerrighed over for bibelkritikken. Han havde indledt sit forfatterskab som historiker, og under sin store rejse til Frankrig og Italien (1714-1716) blev han optaget af Pierre Bayles (1647-1706) kontroversielle leksikon Dictionnaire Historique et Critique (Historisk og kritisk ordbog), 1695-1697, der bl.a. nøgternt og kritisk gennemgik bibelhistorien for at skille kendsgerningerne fra det opdigtede gennem kritiske studier af kildematerialet.
Holberg var samtidig også optaget af det såkaldte teodicéproblem. Problemet var blevet formuleret af Pierre Bayle, men fik sit navn af den tyske filosof Gottfried Wilhelm Leibniz (1646-1716): Hvordan kan det være, at der er lidelse i verden, når Gud er almægtig og algod? Leibniz søgte med fornuften som instrument at forklare religionen. Ville projektet lykkes, håbede han at skabe verdensfred. Leibniz svarede, at Gud er almægtig, og da Jorden ikke er identisk med Gud, er det forklaringen på, at alt ikke er perfekt. Vi lever i den bedste af alle verdener.
Holberg ville ikke give noget svar, men mente her som i en række andre religiøst besværlige sager, at man stod sig bedst ved at acceptere, at man ikke kan forklare alt.
Et tredje eksempel på Holbergs internationale orientering er hans interesse for den franske filosof Montesquieu (1689-1755) og hans tanker om religionsfrihed og tolerance. Holberg var helt på linje med Montesquieu, som gik ind for, at kirken og kristendommen skulle underordnes staten. Han var så optaget af Montesquieus ideer, at han overvejede at oversætte de dele af Montesquieus De l'Esprit des Lois (1748, da. Om Lovenes Natur og Aarsag, 1770-1771, Om Lovenes ånd, 1998), som handlede om religionen. I Epistel 520 indledte Holberg projektet, men fuldførte det aldrig. I en række andre epistler diskuterer Holberg Montesquieus ideer. I Epistel 515 (jf. nedenfor) behandler Holberg sit syn på forholdet mellem religion og stat.
Holberg havde et skarpt øje for det, som han anså for at være tåbelige træk i folketroen. Her omtales i korthed et par eksempler fra komedierne.
I komedien Uden hoved og hale, der blev opført første gang i 1725, tog Holberg fat på forholdet mellem tro, overtro og vantro. Tre brødre repræsenterer hver især de tre standpunkter. Eleonora er forlovet med den ikketroende bror Leander, og hans religiøse ligegyldighed bekymrer hende. Modsat står den overtroiske bror Roland. I midten står den besindige bror Ovidius, der søger at hjælpe Eleonora med at mane brødrene til besindighed. Gennem en række forviklinger og omvendelser ender det til sidst lykkeligt med, at alle besinder sig og søger ind mod den gyldne middelvej.
I Hekseri eller blind alarm, der blev skrevet allerede i 1723 (men først opført i 1742 i Hamborg), skildrer Holberg, hvordan religiøs overtro i Thisted truer enhver orden. I komedien anklages Leander for at mane fanden frem. Rygterne løber gennem byen, og overalt vækker det gevaldigt postyr. Lige dele håb og frygt følger rygterne. En vil have Leander til at udpege en tyv, mens en kvinde vil have ham til at give hende jomfrudommen igen. Leanders fjender vil have ham hængt. Sjovt nok er Leanders fjender identiske med en række karakterer fra Holbergs andre komedier – den vægelsindede Lucretia, Jean de France og Herman von Bremen fra Den politiske kandestøber optræder. En enkelt virkelig person får også lov at optræde, nemlig Holbergs rival i den københavnske teaterverden, von Qvoten. Efter en række forviklinger ender det med en retssag, hvor det lykkes Leander at mane misforståelserne i jorden. Derved klarer han frisag.
Komedien er henlagt til Thisted, hvor der 30 år tidligere havde fundet en virkelig hekseproces sted, og en kvinde blev dømt til bålet men endte med at blive benådet. Holberg gør i komedien på én gang grin med hekseforfølgelserne og med den kritik, hans komedier blev udsat for.
Holberg var meget optaget af de ideer, som de franske filosoffer formulerede, men han var ikke villig til at gå så langt, som de gjorde i den store franske encyklopædi, der begyndte at udkomme i 1751. Her hed det, at ”fornuften er for filosoffen, hvad nåden er for den kristne”. I stedet søgte han forsonende den gyldne middelvej mellem tro og fornuft, og Holberg, som afviste den klare stillingtagen, betonede behovet for tolerance.
I 1741 udgav Holberg sin roman Niels Klim på latin i Leipzig. Når Holberg lod romanen udkomme på latin, var det af flere grunde. For det første søgte han at nå et større publikum, og for det andet behandlede han emner, som var på grænsen af, hvad der kunne skrives offentligt. I eftertiden er romanen blevet genudgivet mange gange, og ofte er udgivelsen blevet fulgt af illustrationer.
I romanen kommer hovedpersonen Niels Klim hjem til Bergen efter at have læst på universitetet i København. I Bergen falder Klim ned i et hul i Jorden. Faldet fører ham til en planet i Jordens indre. Planeten er beboet af træer, der har mange træk til fælles med menneskene på Jordens overflade. Klim undrer sig over og beskriver forhold i de lande, han møder. I det første land, Potu, er træerne langsomme og besindige. Træerne har ingen forståelse for Klims hurtighed. De finder ham overfladisk og gør ham til en slags postbud. På den måde kommer Klim rundt på planeten, hvor han møder indbyggerne, der alle har forskellige sære egenskaber.
Se også siden Romanen, hvor Niels Klim behandles mere indgående.
Klims ankomst til den underjordiske verden ifølge Abildgaard. I 1789 udgav Jens Baggesen (1764-1826) sin oversættelse af Niels Klim. En af tidens største kunstnere, Nicolai Abildgaard (1743-1809), fik til opgave at illustrere værket. Abildgaard var meget kritisk over for kirken og religionen. Til sine illustrationer valgte han da også de dele af bogen, som understregede religionskritikken. Billedet her viser, hvordan Klim vågner, efter at være landet på planeten i Jordens indre i landet Potu. Billedet stammer fra Ludvig Holberg: Niels Klim, oversat af Jens Baggesen, Johan Frederik Schultz 1789.
Læs om landingen på planeten Nazar i Niels Klim, kapitel 2 (s. 15-16 “Da jeg havde overstået … efter et tilflugtssted”)
Klim oplever religionsstraf i Potu ifølge Abildgaard. Læser man Potu bagfra, danner det ordet utop(i). Utopi kommer fra græsk og betyder ikke-sted. Potu kunne således ud fra navnet læses som et idealsamfund. Abildgaard gengiver en scene fra kapitel 3, hvor en af indbyggerne fra Potu slæbes væk af vogterne, fordi han offentligt har udtalt sig om Guds væsen. I Potu er religionen ikke noget, man skal gøre til genstand for diskussion, og derfor bliver han straffet. Som det ses af billedet, har Abildgaard givet den dømte en præstekrave på. Ikke nok med, at man bliver dømt for at tale om religionen. Hos Abildgaard er det præsten, der taler tåbeligt om religionen. På den måde forstærker Abildgaard religionskritikken. Billedet er fra Ludvig Holbergs Niels Klim, oversat af Jens Baggesen, Johan Frederik Schultz 1789.
Læs om religionsstraf i Niels Klim, kapitel 3 (s. 41-42 “På vejen hjem fra foredragssalen … kandidater til hospitalsindlæggelse”)
Klim oplever religionsfest i Potu ifølge Abildgaard. I Potu er der kun fem religiøse festdage om året, og den største foregår på et mørkt sted, hvor indbyggerne i stilhed erkender, at det væsen, de tilbeder, er ubegribeligt. Beskrivelsen af Potus religiøse liv kunne ses som en kritik af forholdene under Christian 6. Igen er det en illustration ud fra Abildgaards fortolkning. Billedet er fra Ludvig Holbergs Niels Klim, oversat af Jens Baggesen, Johan Frederik Schultz 1789. Læs om helligdagene i Potu i Niels Klim, kapitel 6 (s. 79-80 “Potuanerne tror på én almægtig Gud … der ikke deltager i disse helligdage”)
Efter at Klim var blevet gjort til postbud, besøgte han en række andre lande på planeten, bl.a. Mardak (omtrentligt anagram for Danmark). Med denne konstruktion fik Holberg gennem satirens indirekte vej mulighed for at behandle og kritisere de intolerante og snæversynede tilstande, der herskede i det pietistiske Danmark (se eventuelt afsnittet om censuren ovenfor).
Niels Klim i Mardak ifølge Karrebæk. Illustrationen skal vise, hvordan forholdene opleves i Mardak. Karrebæk viser i denne delvis abstrakte fremstilling en række meget forskelligartede øjne, som er indespærrede i firkantede kasser. Uden at man som beskuer sidder med en klar fornemmelse af, at der er en entydig tolkning, er der ingen tvivl om, at der er noget på spil. Over mange af øjnene er der lagt en hvid streng, som definerer og låser blikket. Flere af øjnene stirrer, nogle øjne tilhører mennesker, og andre har skikkelse af et ur. Fra Kaare Bluitgen og Dorte Karrebæks gendigtning af Niels Klims underjordiske rejse, Agertoft 1999.
cypres træ
Polyfem kyklop fra Odysseen, enøjet kæmpe
Holbergs Tredje Levnedsbrev, som han udgav 1743 på latin, hvorefter den snart udkom på dansk, slutter med en række mere essayagtige refleksioner. Denne del af selvbiografien peger frem mod Moralske tanker (1744) og mod de fem bind epistler, hvor Holberg dyrkede refleksionen i en sådan grad, at man med rette kan omtale Holberg som den, der introducerer essayet på dansk.
Holberg · Et udvalg s. 283-291
Epistel 46 er en af Holbergs tidlige epistler fra 1748, hvor han forklarer sine forestillinger om, hvordan man bør forholde sig til religionen. Holberg gav ikke selv sine epistler titler, de har derfor kun et nummer i den lange række på mere end 500 epistler, som udkom i fem bind.
katekisation forklaring af guddommelig hemmelighed
præcepta leveregler
forsyn højere magters omsorg eller styrelse
anlangende angående
vestand tilstand af ulykke eller modgang
distingveret udmærket
prækautioner forholdsregler
revelation åbenbaring
mahomedanske muslimske
jesuit munk tilhørende den missionerende katolske munkeorden jesuiterordenen
transsubstantiationen den forvandling, hvor brødet og vinen ifølge den katolske lære under nadveren bliver til Jesu Kristi legeme og blod
malabarer indfødte på Malabarkysten i Indien
raisons årsager
geråde komme i en bestemt situation uden egen vilje
kætter person, som bevidst går imod den officielle troslære
jurisdiktion område, hvor en domstol eller et land udøver myndighed
betle tigge
assessor ansat ved domstol
inkvisitions-collegio institution i den katolske kirke, der dømte kættere
dogmatisere gøre noget til et dogme (læresætning)
rekommanderer anbefaler
quæstio spørgsmål
responsio svar
I Epistel 515 undersøger Holberg, hvilke religionsprincipper en ikke-kristelig stat burde underlægges. I den sammenhæng er forholdet mellem stat og religion vigtigt. Holberg var, mens han skrev denne epistel, meget optaget af læsningen af den franske filosof Charles-Louis de Secondat Montesquieus (1689-1755) L’Esprit des Lois, der udkom i 1748 (da. Om Lovenes Natur og Aarsag, 1770-1771, Om Lovenes ånd, 1998).
konformitet ensartethed
αὐτὸς ἔφα han har selv sagt det
revelation åbenbaring
simplex enkel
compositus sammensat
independente uafhængige
pluralitet flertal
agerer handler, optræder, spiller
stoddere fattige personer, tiggere, ynkelige personer
epikuræisk livsnyderagtig
devotion religiøs hengivenhed
Epicurus Epikur (341-270 f.Kr.), græsk filosof, der mente, at mennesket opnår fuldkommen lykke ved at nyde livets glæder, altså en livsnyder
rekommanderer anbefaler, foreslår
arbitrære som beror på et tilfældigt valg, et skøn
anordne arrangere
gejstelig gudelig, religiøs
gemene almindelige
influens indflydelse
kættere personer, der i deres religiøse overbevisninger bevidst går mod den officielle troslære
pønale strafmæssige
minima non curat prætor prætoren (dommeren) bekymrer sig ikke om bagateller
multiplicere forøge, mangedoble
subtilisere komplicere, spekulere overdrevet
broderier syet udsmykning på tøj
dogmata læresætning
defigureret vansiret, forvansket
agermandens landmandens
pinebænk strafferedskab
skarp lud til skabede hoveder en grov person skal have en grov behandling
galdefuldt fuldt af galde, legemsvæske, som ifølge væskelæren fremkalder det koleriske (iltre, hidsige) temperament, når den dominerer. Ifølge ældre lægevidenskab bestemte legemsvæskernes blanding menneskets fysiske og psykiske tilstand
tyrannisk hård, streng, grusom (over for sine undersåtter)
styvere mønter med værdien 2 skilling
creditores kreditorer
polerede dannede, kultiverede, udviklede, oplyste
biartikler underordnede artikler
indifferente ligegyldige, ligeglade, neutrale
skarpsindig moralist refererer til Montesquieu
dissertation akademisk afhandling, tesesamling
ortodoks rettroende
I Moralske fabler fra 1751 finder man bl.a. fabel nr. 7 om katten, der bliver munk, og nr. 214 om aben ved løvens hof. Igen fandt Holberg en genre, som ikke tidligere var blevet behandlet på dansk grund.
besnære snyde, narre
troehiertige tillidsfulde
bandsatt forrykt, gal
Venus romersk gudinde for kærlighed eller skønhed
subtile skarpsindige, snu
munster mønster
virtuosi virtuoser, personer, hvis præstationer på et bestemt område er præget af stor teknisk dygtighed
gemeenligen almindeligvis
alfar vey alfarvej, den almindeligt benyttede vej
Hogarths Credulity, Superstition and Fanatism (da. Godtroenhed, overtro og fanatisme) er titlen på den engelske maler William Hogarths (1697-1764) satiriske kobberstik fra 1762. Billedet viser en præst, som taler til menigheden fra den højt hævede prædikestol. Præsten læser fra en tekst, hvor der står: ”Jeg læser som et fjols”. Under præstekjolen bærer han en klovnedragt. Hans paryk er ved at falde af og afslører ham som en jesuit (munk tilhørende den katolske munkeorden, der bekæmpede protestantismen). I hænderne holder han to dukker, der forestiller en djævel og en heks. Der er klare paralleller i de måder, hvorpå Hogarth og Holberg bruger satiren som instrument i samfundskritikken. Illustrationen er gengivet fra commons.wikimedia.org
Agnosticisme: Mennesket kan ikke nå til viden om Gud
Ateisme: Der findes ingen Gud
Deismen: Gud har skabt universet, men har trukket sig tilbage og griber ikke ind i, hvad der sker på Jorden
Heterodoksi: Opfattelse, der afviger fra den officielle troslære – modsat ortodoksi
Monoteisme: Der findes kun én Gud
Nihilisme: Der er intet grundlag for moral og erkendelse, og der findes ingen Gud
Ortodoksi: Opfattelse, der er i overensstemmelse med traditionen og den officielle rette lære eller tro
Panteisme: Gud er overalt
Pietisme: Inderlig og from kristendom. Statsreligion i Danmark 1730-1746
Polyteisme: Der findes mange guder
Sekularisme: Religionen er en privatsag, betoner behovet for at adskille kirke og stat
Synkretisme: Blander elementer fra forskellige religioner
Teisme: Gud har skabt universet og griber indimellem ind i, hvad der sker på Jorden