Fornuften og inspirationen
Holberg var en stor moralist og var optaget af de strømninger, der rørte sig i samtidens Europa. Han var bredt orienteret og introducerede mange af de nyeste ideer på dansk grund. Med fornuften som ledestjerne mente han, at man kunne opbygge et velfungerende samfund. Instrumenterne var gode love og uddannelse.
Når Holberg skulle argumentere for, hvordan man fandt frem til at gøre det gode, lænede han sig op ad naturretten, som han havde beskæftiget sig med tidligt i forfatterskabet. Ifølge naturretten kan man med fornuften indse, hvad det sande og gode er. Mennesket har fået fornuften af Gud, og derfor har det evnen til at forstå, hvad der er det rigtige at gøre.
Natur- og folkeretten opstod som en reaktion mod religionskrigenes gru. I 1600-tallet havde protestanter og katolikker myrdet hinanden i den gode sags navn. Det fik den hollandske retsfilosof Hugo Grotius (1583-1645) til at lede efter en anden vej til at gøre det gode. Med fornuften som værktøj udviklede naturretten sig herfra. Grotius mente at kunne vise, at mennesket havde en naturlig drift mod at skabe samfund, ligesom han mente, at mennesket var villigt til at opgive friheden i naturtilstanden til fordel for den sikkerhed, der var i et samfund.
Holberg læste Grotius’ værker. Han læste også de tyske jurister Christian Thomasius’ (1655-1728) og Samuel Pufendorfs (1632-1694) værker om natur- og folkeretten. De tre forfattere tog udgangspunkt i fornuften, og gennem undersøgelser af historiske samfundsindretninger og religiøse love prøvede de at forklare, hvordan samfundet burde organiseres. Med udgangspunkt i naturretten kunne man således med fornuften og eksemplet reflektere over, hvad det rigtige styre måtte være. For Holberg førte ræsonnementet til, at det bedste styre måtte være enevælden.
Holberg var også inspireret af den franske filosof Charles-Louis de Secondat Montesquieu (1689-1755). I 1748 udgav Montesquieu De l’Esprit des Lois (Om lovenes ånd). Holberg skrev om hans syn på statsindretning, religion og folkekarakter. Især er det sidste punkt interessant i diskussionen om moralen.
Montesquieu mente, at menneskene udviklede forskellige egenskaber, alt efter hvor på kloden de levede. Folk, der levede under varmere himmelstrøg, var mere driftsstyrede og ikke nær så arbejdsomme som mennesker, der voksede op i koldere egne. Der var indbyggerne også mindre krævende og accepterede det, de blev budt. De stræbte ikke mod skønhed.
Montesquieu relativerede det, som lå i natur- og folkeretten. Det, som var rigtigt at gøre et sted i verden, var umuligt at gøre et andet sted, fordi menneskene var forskelligartede. Men Holberg var meget uenig i denne tanke. Han mente, at det var fornuftige love, der skabte nyttige og velfungerende borgere. Han insisterede således på natur- og folkerettens universelle karakter.
(Læs mere om Montesquieu i temaet om Magten).
Yderligere en væsentlig kilde til Holbergs moralske kompas var franske Michel de Montaigne (1533-1592). Den store humanist udviklede essayet, som Holberg introducerede danskerne for. I essayet er ideen, at man tager fat i en indskydelse eller oplevelse og bruger den som grundlag for refleksioner. Skribenten bruger sine umiddelbare indskydelser og sin fornuft og lader dem mødes med eksempler fra alle livets forhold for at udvikle tankevækkende pointer. Den løse form gør, at essayet ikke nødvendigvis skal ende med en sammenhængende konklusion. Især essayets idé om, at mennesket bør tage udgangspunkt i sig selv for at forstå verden, har været betydningsfuld for udviklingen af det selvberoende individ.
Moralske overvejelser
Holberg skrev selv essays. Han kaldte dem for moralske tanker og epistler og lod dem ligne breve til en bestemt, men anonymiseret højtstående person. Sædvanligvis ligner de svarbreve fra Holberg, hvor modtageren af brevene har bedt Holberg om at reflektere over et forhold. Genren er effektiv, idet den faste form giver frihed, mens brevformen skaber en umiddelbar kontrakt med læseren. I eftertiden er der mange, der har søgt at identificere den ukendte modtager, men modtageren er fiktiv.
Også komeierne gav Holberg en anledning til at overveje moralske spørgsmål. Man kan sige, at komedierne ofte gør det modsatte af naturretstænkningen, men målet er det samme. Komedierne kaster alle bolde op i luften og lader kaos herske i en periode. På den måde skaber komedierne et rum, hvor det bliver muligt for publikum at reflektere over indretningen af verden. Spørgsmålene er mange: Jean de France har været i Frankrig og er blevet en opblæst modenar. Erasmus Montanus har været på universitetet og er blevet en lærd nar. Den stundesløse Vielgeschrey kan ikke finde ro og får derfor aldrig noget fra hånden. Den vægelsindede Lucretia kan aldrig beslutte sig for noget, mens Jeppe i Jeppe på Bjerget har lidt på mange fronter og drikker. Umiddelbart bliver karaktererne med de sære tilbøjeligheder hængt ud og stillet til skue, men ofte bliver der også kastet et kritisk lys tilbage på det persongalleri, der omgiver hovedpersonen.
I den mindre kendte komedie Plutus udfører Holberg det eksperiment at lade rigdommen i samfundet blive fordelt efter retfærdige principper. Guden for rigdom, Plutus, var blind i græsk mytologi, men bliver i komedien seende. Han tager ned på Jorden og vil skabe orden. Plutus belønner skolelæreren og jomfruen, mens drukkenbolten og modedyrkeren bliver straffet. Resultatet er, at amoralen spreder sig, og at oprøret truer. Jupiter, den øverste gud, griber ind. Plutus mister synet igen og må forlade byen. Komedien viser, hvordan overflod fordærver.
I Holbergs univers er der fare for, at alt ender galt, hvis ikke drifterne og grådigheden holdes i ave. I komedierne, i de historiske værker og i epistlerne kommer Holberg gentagne gange tilbage til denne problematik. Moralen er: Kend dig selv, men kend også dine begrænsninger. Komediernes maskespil hjælper tilskuerne, ligesom de historiske eksempler og epistlernes umiddelbare refleksioner hjælper læserne.