Professor og satiriker
Holberg var i store dele af sit liv tæt knyttet til universitetet i København. I sit attende år indledte han sine studier på Københavns Universitet. 12 år efter blev han professor. Først var det uden løn, men 33 år gammel blev han professor i metafysik, nu med løn, og to år efter blev han professor i veltalenhed. En stilling han besad i 10 år, indtil han i midten af fyrrerne blev professor i historie. Da han rundede de 50 år, blev han rektor for universitetet, men efter et år skiftede han stillingen ud med stillingen som universitetets regnskabsfører.
Holbergs tilknytning til universitetet blev indledt, da han begyndte at studere, og varede livet ud. Ved siden af den bemærkelsesværdige universitetskarriere udfoldede Holberg hele sit store forfatterskab. Store dele af forfatterskabet søgte at formidle de nyeste ideer til den gryende offentlighed af læsere i Danmark og Norge. Andre dele af forfatterskabet undersøgte, hvordan læserne burde forholde sig til den viden, de tilegnede sig.
Samfundsstøtte og kritiker
På den ene side levede Holberg op til det forventede, idet han skrev en række værker om akademiske emner (historie, geografi og jura), mens han på den anden side brød ud af institutionen ved at skrive komedier og andre fiktive værker. Han var i sine værker splittet mellem at være støtte og kritiker af den institution, som han var ansat ved.
Satirikeren fødes
Holbergs første værk var en introduktion til de europæiske rigers historie, der udkom i 1711. Herefter fulgte et geografisk oversigtsværk og en introduktion til Natur- og folkeretten. Holberg var ambitiøs og havde tydeligvis fundet en plan for, hvordan han skulle erobre en plads som skribent. Ved siden af at være ambitiøs var han også ærekær, og flere gange i hans liv gav det anledning til konflikter. Efter at have udgivet sine første bøger blev Holberg beskyldt for plagiat af sin værste rival Andreas Hojer (1690-1739). Holberg tog det meget ilde op og svarede igen ved at offentliggøre nogle særdeles spydige satirer. Den akademiske kamp åbnede således for den ærekære Holbergs satiriske brod.
Pedanteri og pædagogik
Der er ingen tvivl om, at Holberg havde en særlig stærk brod mod universitetets pedanteri. Under sine studier havde han erfaret, hvordan universitetet udviklede de studerende til at være pedanter. Blandt andet havde han oplevet, hvordan de akademiske diskussioner dyrkede unyttige og livsfjerne detaljer. Undervejs på sine rejser var han blevet klar over, at universiteter måtte have en funktion i forhold til samfundet. Det var ikke nok, at de lærde alene var optaget af forhold inden for systemet. For Holberg måtte universiteterne beskæftige sig med det, som var nyttigt i forhold til at udvikle samfundet, ligesom undervisningen måtte bidrage til at opbygge de studerende til handlekraftige mennesker.
Holberg praktiserede ikke naturvidenskab, men det afholdt ham ikke fra at forholde sig til de teorier, som dukkede op i hans samtid. Ofte søgte han at udlægge de videnskabelige resultater moralsk eller filosofisk.
Universitetet på Holbergs tid og institutionens reformering
Da Holberg blev professor, var Københavns Universitet en konservativ institution med stærke rødder tilbage til reformationen. Universitetet var ikke fulgt med tiden, og det var derfor ganske forståeligt, at Holberg var kritisk over for institutionen. Først oplevede han en ikke uvæsentlig modstand (jf. i øvrigt Baccalaurtalen nedenfor).
Senere kom der imidlertid bevægelse i tingene. I 1732 blev der vedtaget en ny fundats for Københavns Universitet. Det var den væsentligste forandring af universitetet siden den omorganisering, der havde fundet sted 200 år tidligere i forbindelse med reformationen. Målet var at højne det faglige niveau. Bl.a. skulle det være slut med, at professorerne avancerede fra det ene fag til det andet, som Holberg selv havde gjort. Efter reformen skulle der være 15 professorer ved universitetet. To skulle undervise i jura. Nyt var det, at der blev oprettet en lærestol i dansk ret. I samme omgang blev professoratet i naturfilosofi og eksperimentalfysik nedlagt.
Københavns Universitet var langt overvejende en uddannelsesinstitution, der uddannede teologer og jurister. I perioden 1732-1788 blev der i gennemsnit uddannet 160 kandidater om året. 2/3 var teologer, mens 1/3 var jurister. Under 3 % var filologer og læger. Ingen blev uddannet i naturvidenskab.
Fra midten af 1700-tallet voksede interessen for naturvidenskab imidlertid på universitetet. Væsentlige grunde var, at naturvidenskabelige studier kunne bidrage til at øge statens anseelse, og at man mente, at den naturvidenskabelige indsigt kunne være med til at forbedre samfundsøkonomien. Derfor ville man belønne præster, som også studerede naturvidenskabelige fag. Tanken var, at hvis præsterne fik viden om disse fag, ville de senere kunne formidle dem ud i landet til deres menigheder.
