Her på siden præsenteres censurens betydning for Holbergs forfatterskab. I denne sammenhæng kan du læse om, hvordan læserkontrakter og genreformater udvikler sig i oplysningstiden. Du kan også læse om, hvordan censuren satte grænser for, hvad der kunne skrives om i denne periode, hvor vores offentlighed fandt sin form.
På Holbergs tid var alle bøger og værker, der blev udgivet på tryk, underlagt censur. Professorer på universitetet skulle læse teksterne igennem for at se, om de krænkede religionen eller kongemagten. Hvis et værk kunne udgives, blev der forrest i bogen trykt ”Imprimatur” (”må trykkes”) efterfulgt af professorens navn.
Når man skal prøve at forstå konsekvenserne af datidens censur, er der det indlysende problem, at vi ikke kan se, hvad der ikke blev trykt. Vi ved dog, at censuren har haft en kolossal betydning. I denne sammenhæng er det vigtigt, at der opstod et marked for bøger, hvor forfatterne kunne afsætte bøgerne til købestærke borgere. Tidligere havde forfatterne været direkte afhængige af støtte fra magthaverne. Bøgernes frigørelse fra magthaverne gjorde naturligvis den egentlige censur ekstra vigtig. Denne frigørelse fra magthavernes snærende bånd bliver i øvrigt behandlet mere udførligt i temaet om Borgerlig offentlighed.
Holberg skrev sit store forfatterskab under disse betingelser, og han oplevede flere gange at komme i konflikt med censuren. Selv om han ikke talte højt om censuren i sit tidlige forfatterskab, er det tydeligt, at han ønskede at udvide feltet for, hvad man kunne tale om i offentligheden. På sine ældre dage blev Holberg mere forbeholden over for, hvor store friheder der skulle tillades skribenterne. Det kan du læse om i Epistel 395, som bliver behandlet længere nede i dette tema.
Peder Paars
Allerede i det satiriske helteepos Peder Paars (1719-1720) befandt han sig på kanten af, hvad der måtte skrives. Fx havde han antydet, at indbyggerne på Anholt var korrupte og levede af vragrøveri. Og vel var det satire, men den magtfulde ejer af øen, Frederik Rostgaard (1671-1745), lagde sag an mod Holberg. Holberg, der følte sig misforstået og forfulgt på forkert grundlag, endte med at klare frisag, idet Frederik 4. vittigt afviste klagen med følgende svar: ”Wi have lesed Peder Pors: Wi have fundet den Skiemtsom, det er nok best at lade det herved blive. Undersøges skriftet, torde forfatteren anholde om Anholternes Wrag- og Strand-Behandlings Undersøgelse. Hvo veed, hvad Udfaldet blev”.
Undertrykt baccalaurtale
Værre gik det i 1720, hvor Holberg blev inviteret til at holde en festtale på universitetet og forberedte et solidt angreb på det, som han anså for at være forældet og unyttig undervisning. Hans tale blev ikke overraskende stoppet, inden han nåede at holde den. Talen har vi stadig i dag, og den er en af grundene til, at Holberg i en længere periode skifter sit faglitterære forfatterskab ud med det fiktive.
Niels Klim
Langt senere, i 1741, udgav Holberg sin satiriske roman Niels Klim på latin i København og i Leipzig. På titelbladet stod hans navn imidlertid ikke. Bogen udkom på latin, fordi Holberg gerne ville nå et stort internationalt publikum. Når hans navn var udeladt, var det delvist på grund af forsigtighed. Dels var det ikke klart, hvad det var anstændigt for en professor at skrive, og dels bevægede romanen sig på grænsen af, hvad censuren ville acceptere. En vigtig pointe i denne sammenhæng er, at Holberg ønskede at opretholde fiktionen om, at forfatteren var Niels Klim.
I dag betragter vi det som en selvfølge, at forfatteren og fortælleren ikke er den samme, men sådan var det ikke i første halvdel af 1700-tallet. Pointen er interessant i denne sammenhæng, idet det giver os et billede af, hvordan kontrakten mellem forfatteren og læserne blev udviklet i den gryende offentlighed.
Niels Klim blev trods kraftig kritik hurtigt oversat til dansk. Stærke kræfter i det pietistiske miljø forsøgte at få bogen forbudt, og alle holdt vejret, mens den pietistiske kong Christian 6. læste bogen. Hvad ville han sige om det, der kunne betragtes som religionskritik? Og hvad ville han sige om det, der kunne opfattes som kritik af hoffet og statsindretningen? At historien ikke har været ufarlig for Holberg, ved vi fra samtidige breve og erindringer. Først da kongen afviste kritikken, stod det klart, at værket var sluppet gennem censurens nåleøje. Læs i øvrigt mere om Niels Klim i teamet om Romanen.
Med disse tre eksempler på det censurprægede samfund, som Holberg udfordrede med sit forfatterskab, forstår man, hvilken anstrengelse det var at skrive. Se mere om dette i Tredje Levnedsbrev fra 1743, hvor Holberg taler om sin frygt for den religiøse vrede. Nu kan det lyde, som om Holberg var en ubetinget fortaler for trykkefrihed. Det var han ikke, hvilket du kan læse om i Epistel 395, som bliver behandlet længere nede i dette tema.
I øvrigt er det interessant, at Holbergs leg med fortællerstemmer og pseudonymer hænger sammen med udviklingen af en borgerlig offentlighed i Danmark. Da han indledte sit forfatterskab, var der ikke udviklet klare forventninger til, hvordan kontrakten mellem forfatter og læser skulle være. Udviklingen af denne offentlighed fandt sted på et tidspunkt, hvor censuren satte meget skarpe grænser for, hvad der kunne skrives om. Pseudonymerne og genrelegen kunne i denne sammenhæng også fungere som instrument til at komme uden om det, som det ellers ville være problematisk at tale om.
Efter Holbergs død blev censuren lettet en smule, idet borgerne i 1755 blev bedt om at indsende forslag til kongen og regeringen om, hvad der kunne skabe reformer i landbruget. Da Johann Friedrich Struensee (1737-1772) tog magten for en kort bemærkning i 1770, indførte han trykkefrihed. Men efter hans fald blev trykkefriheden igen indskrænket. Først med junigrundloven af 1849 blev den sikret i forfatningen. Således hedder det i grundlovens § 77: ”Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres”.
1537: Kirkeordinansen – efter reformationen skulle professorerne ved universitetet udøve censuren
1683: Danske Lov – censurreglerne skrives ind i den samlede lovsamling
1755: Censuren lettes lidt – borgerne opfordres til at sende afhandlinger om reformer af landbruget til kongen og regeringen
1770: Struensee indfører trykkefrihed
1799: Trykkefrihedsforordningen indskrænker ytringsfriheden
1849: Censuren afskaffes
1940-1945: Censuren genindføres
Scene fra Holbergs komedie Det lykkelige skibbrud. Dette maleri af Wilhelm Marstrand (1810-1873) fra 1859 viser en scene fra Holbergs komedie Det lykkelige skibbrud, hvor digteren Philemon stilles for en domstol for sin satiriske digtning. Philemon frikendes. Holberg havde selv følt sig misforstået, og Det lykkelige skibbrud kan meget vel ses som et forsvar for Holbergs egen kunstform i modsætning til den kunst, som i bedste fald dyrkede ligegyldige og indholdstomme floskler. Komedien behandler sandhedens vilkår i en verden, der hellere end gerne lægger øre til løgn og forstillelse. Tanken om, at der består en parallel mellem Holberg og Philemon, understøttes af, at en række af de komedier, som er under anklage i Det lykkelige skibbruds afsluttende scene, til forveksling minder om en række af Holbergs egne komedier. Marstrand så i stykket en morale, som han kunne identificere sig med. Kunsten havde for ham til opgave at gavne og fornøje. Ved at male netop denne scene betoner Marstrand det hos Holberg, som understøtter hans egne interesser. Billedet befinder sig på Nivaagaards malerisamling.
Holbergs Epistel 395 om censur udkom i bind fire af epistlerne i 1749.
Scene fra romanen Niels Klim. Maleren Nicolai Abildgaard (1743-1809) fremstiller her en scene fra romanen Niels Klim, hvor Klim overværer dommen over den afdøde konge. Ifølge romanen blev kongen efter døden stillet til regnskab for sine gerninger som regent. Mens kongen var i live, var det forbudt at kritisere ham. Hos maleren Abildgaard er Klim til stede ved selve evalueringen, mens han i romanen kun hørte om denne fremgangsmåde på anden hånd. Abildgaard var kritisk over for enevældens censur og søgte at trække de politiske sider ved romanen frem. Med Abildgaards fremstilling blev romanens kritiske potentiale forstærket. Kobberstikket er fremstillet på baggrund af et maleri af Abildgaard og stammer fra Ludvig Holbergs Niels Klim, oversat af Jens Baggesen, Johan Frederik Schultz 1789.