På denne side finder du en kort præsentation af nogle af de mange forskellige kunstnere, forfattere og forskere, som har ladet sig inspirere af Holbergs forfatterskab. Du kan få et indtryk af de mange forskellige tolkningsmuligheder, Holbergs forfatterskab har åbnet for i eftertiden. I øvrigt får du mulighed for at overveje, hvilken betydning Holberg og oplysningsprojektet har for os i dag.
Fra de nationalt orienterede til de europæiske og fra de konservative til de progressive har Holberg spillet en helt særlig rolle i vores kulturhistorie. Uanset hvilken målestok man anvender, er det svært at overvurdere betydningen af hans værker. I tidens løb har mange forfattere, kunstnere, politikere og andre ladet sig inspirere af det righoldige forfatterskab, der udfolder sig i mange forskellige genrer.
I 1770’erne, altså ca. tyve år efter Holbergs død, voksede hans berømmelse. Tiden var præget af stærke patriotiske strømninger, og man så Holberg som den fornemste repræsentant for det, som udsprang af det hjemlige. Med romantikkens gennembrud i begyndelsen af 1800-tallet kom Holberg til at indtage en rolle som den danske litteraturs fader.
Digteren Adam Oehlenschläger (1779-1850) så Holberg som grundlæggeren af den moderne litteratur. Selv var han i sine egne teaterstykker influeret af Holbergs måde at opbygge scener på, og i det hele taget er Holbergs komik en væsentlig inspirationskilde for ham.
En række andre af romantikkens væsentligste personligheder fandt ligeledes inspiration hos Holberg. Teologen N.F.S. Grundtvig (1783-1872) forsøgte sig i sine unge år som komediedigter i håbet om at blive sin tids Holberg. Siden vendte han sig væk fra sin inspirationskilde og fandt sine egne veje – delvist som en reaktion mod Holbergs rationalisme og ironi.
Filosoffen Søren Kierkegaard (1813-1855) var en flittig læser af Holberg. I hans store forfatterskab er det kun Platon og Det Nye Testamente, som er oftere citeret end Holberg. Kierkegaard var bl.a. inspireret af Holbergs tanker om, at man måtte finde en kerne i sig selv. I øvrigt overtog han legen med forskellige fortællerstemmer og var optaget af Holbergs dyrkelse af ironien.
H.C. Andersen (1805-1875) fik ifølge ham selv læst op af Holbergs værker i sin barndom. Overalt i forfatterskabet titter inspirationen frem, hvilket Andersen da heller ikke lagde ikke skjul på. Andersen skrev fx en komedie, der hed Den nye Barselstue (1845), som refererer til Holbergs Barselsstuen, og i romanen At være eller ikke være (1857) hedder et kapitel ”Den nye Montanus” med reference til Holbergs Erasmus Montanus. Generelt kan man sige, at Andersen lader sig inspirere af Holbergs moralske refleksioner, hans dramatiske sans og ikke mindst hans ironi.
Under det moderne gennembrud læste Georg Brandes (1842-1927) med stor appetit Holberg og skrev bl.a. en biografi om ham. I opgøret med romantikken fremhævede Brandes Holberg som den europæisk orienterede, frisindede og tolerante kvindesagsforkæmper. Mange af de læsninger, Brandes foretog, står så stærkt, at forskere den dag i dag stadig trækker på dem. Brandes spejlede sig selv i Holbergs liv, idet han følte sig som den, der i sin tid skulle præsentere det nye fra det store Europa, også gerne det, som var kontroversielt – uanset prisen. Ifølge Brandes var Holberg den, der i sin samtid havde haft modet til at gå nye veje, og han så, hvordan Holberg undervejs savnede anerkendelse. Anerkendelsen kom ifølge Brandes først efter hans død.
I det 20. og 21. århundrede har en række teater- og litteraturhistorikere beskæftiget sig med Holberg. Vilhelm Andersen (1864-1953) søgte at skabe et nationalt modstykke til Brandes’ internationale orientering ved at betone den lange kontinuerlige sammenhæng i den danske kultur og Holbergs plads heri.
F.J. Billeskov-Jansen (1907-2002) var af den opfattelse, at Holberg ikke var specielt stærkt præget af dansk kultur og natur. Han insisterede i stedet på, at inspirationen alene kom fra de europæiske værker, Holberg læste.
Jens Kruuse (1908-1978) mente at kunne frigøre komedierne fra deres historiske bundethed og ville i stedet lægge vægt på det tidløse indhold, som lå i teksterne selv. Efter således at have frigjort teksterne fra deres historiske bundethed søgte han at læse den absurdisme, som prægede litteraturen i tiden efter Anden Verdenskrig, ind i Holbergs komedier.
Asger Albjerg (f. 1946) kritiserer Kruuse for den ahistoriske læsning, der ifølge Albjerg placerede forfatterskabet som amoralsk. I stedet søgte Albjerg ud fra et marxistisk perspektiv at vise Holbergs ideologiske tilknytning til enevælden.
Erik A. Nielsen (f. 1941) sammenligner i sin bog om Holbergs komik fra 1984 den antikke komedietradition med Holbergs komedier. Ifølge Nielsen var komedien oprindelig kropslig og forløsende, men udviklede sig langsomt til at blive straffende og korrigerende. På den måde er Holbergs komedier tvesynede – på den ene side er de straffende, og på den anden side forløsende.
Bent Holm (f. 1946) har gennem en række historiske læsninger af komedierne søgt at fremdrage commedia dell’arte-trækkene i komedierne. Hos Holm går historiske studier, tekstlæsning og opsætningspraksis hånd i hånd.
Thomas Bredsdorff (f. 1937) har videreført arven fra Brandes og fremhævet en række af de radikale og progressive tanker hos Holberg. Bl.a. har han skrevet om Holbergs kvindesyn og om hans forståelse af tolerance. I øvrigt har Bredsdorff vist, hvordan sproghandlingsfilosofien kan bruges som nøgle til at forstå Erasmus Montanus.
En gruppe af norske forskere har i eftertiden forsøgt at finde særnorske træk hos Holberg. For dem har det været vigtigt at bevise, hvordan Holberg havde fundet sin afgørende inspiration, før han kom til Danmark. Holbergs geni udfoldede sig således ifølge denne opfattelse på trods af den modvilje og misundelse, han mødte i Danmark.
I Norge var dramatikeren Henrik Ibsen (1828-1906) stærkt inspireret af Holberg. I sine unge år iscenesatte han ofte Holberg på teatret og lærte således det dramatiske håndværk hos den gamle mester. Senere kom der mange andre inspirationskilder. Bl.a. var det afgørende, at Georg Brandes stillede krav om, at kunsten skulle være sandhedssøgende og sætte problemer under debat.
I dag ser forskerne Holberg som frugten af det dansk-norske dobbeltmonarki, og man ser ham som en, der bidrog til at bringe Norden i nærmere kontakt med de åndsstrømninger, som prægede og bevægede Europa i samtiden. Han blev på mange måder den, som bragte vores kulturkreds i forbindelse med de ideer, som gjorde, at vi kunne udvikle den moderne individforståelse. Ligesom han var med til at gøde jorden for den offentlighed, som har været og stadig er forudsætningen for, at demokratiet har kunnet spire og gro.
Holbergs komedier er interessante, fordi mange af dem åbner for forskellige tolkninger. I komedien Erasmus Montanus kommer den halvstuderede og bedrevidende Rasmus Berg tilbage til sin landsby for at møde sin forlovede. Opstyltet og selvovervurderende, men med viden om, hvordan verden er indrettet, møder han den praktiske virkelighed. I sammenstødet mellem de to verdener må Erasmus afsværge sin lærdom for at blive en del af livet uden for universitetet.
Tilsvarende gør Holberg i Jeppe på Bjerget fæstebonden Jeppe til hovedperson, og som tilskuer kaster vi vores sympati på ham, mens komediens afsluttende morale lægges i munden på baronen.
Som tilskuer til eller læser af disse komedier sidder man tilbage med spørgsmålet, om man skal være solidarisk med hovedpersonen eller med moralen, som formuleres i afslutningen på komedierne. Måske er denne åbenhed i forhold til tolkningsmulighederne en central nøgle til en forståelse for komediernes levedygtighed.
I dag diskuteres det, om vi befinder os i en periode, som ligger i forlængelse af de ideer, der blev udviklet af oplysningstænkerne, eller om vores tidsalder snarere er et brud med dette tankegods.
Postmodernisterne vil mene, at vi lever i en periode, hvor vi har frigjort os fra forbindelsen til tidligere tider. For postmodernisterne er det moderne projekt et overstået kapitel i historien. Vi er frie til at formulere eller genbruge de ideer, som passer os. På den måde vil radikale postmodernister også mene, at forbindelsen til oplysningstidens ideer er brudt.
Heroverfor står de senmoderne, der vil insistere på, at de ideer, som oplysningstiden formulerede, har en mere universel karakter. Tankerne om tolerance, ytringsfrihed og rationalisme har været bærepiller i udviklingen af menneskerettighederne og demokratiet. Det er ikke begreber, der kun tilhører en overstået periode, men begreber, det stadigvæk er vigtigt at kæmpe for.
Mange af de værdier, vi længe har anset for at være givne, bliver i disse år alvorligt udfordret. Men er det vigtigt, at vi besinder os på arven fra oplysningstiden – også i dag?
To portrætter af Holberg.
Hvordan så Holberg ud, og hvordan skal hans værker tolkes? Det har der været kamp om, siden Holberg levede. På billedet til venstre ser vi Johannes Wiedewelts (1731-1802) afdæmpede klassicistiske portrætrelief fra 1780, der er gengivet på hans sarkofag i Sorø Klosterkirke. Foto: Sune Berthelsen.
På billedet til højre ser vi Theobald Steins (1829-1901) mere monumentale statue fra 1875, der er placeret foran Det Kongelige Teater på Kongens Nytorv i København. Foto: Sune Berthelsen.
Holbergs gravsarkofag i Sorø Klosterkirke. Under den patriotiske begejstring, som blev indledt i 1770’erne, skabte kunstneren Johannes Wiedewelt (1731-1802) en ny og mere fornem sarkofag af norsk marmor til Holberg i klosterkirken i Sorø. I levende live blev Holberg baron, hvilket gav ham ret til en syvtakket krone. På kisten fik han en nitakket krone og blev således efter sin død til greve. På sarkofagen ser man et portræt af Holberg i profil (også gengivet ovenfor). Wiedewelt har taget parykken af Holberg og lader ham ligne en romer i overensstemmelse med nyklassicismens nyeste mode. Wiedewelt ophøjer og moderniserer altså Holberg på en og samme gang. Billedet er fra Jubeludgave af Ludvig Holbergs samtlige Comoedier, illustreret af Hans Tegner, Ernst Bojesens Kunstforlag 1883-1888.